Pius 2.

Pius 2., Enea Silvio Piccolomini, 18.10.1405-14.8.1464, pave fra 1458.

Pius 2. hører til de paver, hvis levned før pavekroningen påkalder sig interesse. Under Baselkoncilet var Enea Silvio Piccolomini fra 1432 en ivrig og indflydelsesrig tilhænger af konciliarismen.

Da koncilet i 1439 valgte en modpave, Felix 5., blev Piccolomini hans sekretær og skrev et værk til forsvar for koncilets autoritet og imod pavens.

I 1442 overtalte den tysk-romerske konge, Frederik 4. (fra 1452 kejser under navnet Frederik 3.), ham til at gå i sin tjeneste. Samme år blev han digterkronet (poeta laureatus) i Frankfurt, og i de følgende år fulgte en række litterære værker, bl.a. den livligt fortalte kærlighedshistorie Euryalus og Lucretia (1444). I 1445 forsonedes Piccolomini med pave Eugen 4. i Rom og overtalte Frederik til at støtte paven imod Baselkoncilet.

Efter en sygdom opgav Piccolomini i 1445 sin hidtidige livsførelse med elskerinder og børn for at blive præsteviet, og en gejstlig lynkarriere fulgte. I 1447 blev han biskop, i 1456 kardinal og i 1458 overraskende valgt til pave.

Som pave udfoldede Pius 2. fortsat en livlig skribentvirksomhed med samtidshistoriske værker, historisk-geografiske beskrivelser og kommentarer. Han satte alt ind på at samle Europas fyrster i et korstog mod osmannerne efter Konstantinopels fald i 1453. Det lykkedes ham ikke at forene fyrsterne om projektet, og i færd med selv at sætte sig i spidsen for det planlagte korstog døde han af feber i Ancona.