Petrus Damiani, ital. Pier Damiani, 1007-1072, italiensk munk, biskop, kardinal og kirkelærer. I 1035 sluttede han sig til et klosterfællesskab af eneboere i Fonte Avellana, hvor han 1043 blev valgt til abbed. Petrus Damiani, der blev kendt for sin strenge livsførelse og sin store lærdom, søgte dels at reformere munkelivet ved at fremhæve ørkenfædrene som forbillede, dels at bekæmpe tidens moralske forfald i gejstligheden. Modstræbende kom han i pavestolens tjeneste og udgav en række vigtige teologiske værker. Han har helgenstatus og blev i 1828 anerkendt som kirkelærer.