Alexander 6.

Alexander 6., Rodrigo Borgia, 1.1.1431-18.8.1503, pave fra 1492. Alexander var spansk af fødsel; han var gift, før han blev præst, og blev — med forskellige kvinder — far til ti børn, heriblandt Cesare Borgia og Lucrezia Borgia. Da han blev valgt til pave — ved bestikkelse af kardinalkollegiet — var Den Hellige Stol i praksis blevet forvandlet til et valgfyrstendømme. Alexander forvaltede overvejende embedet til konsolidering af fyrstendømmets magt. I 1493 udstedte han bullen Inter Caetera, hvormed Spanien fik pavelig tilladelse til herredømmet over alle øer og lande, der var eller blev opdaget vest for Azorerne; bullen foregreb Tordesillastraktaten, der i 1494 delte verden i en spansk og en portugisisk interessesfære. Brasilien blev dermed portugisisk, resten af Sydamerika spansk område.

Han bandlyste sin fanatiske kritiker Savonarola, der blev henrettet i Firenze i 1498. Alexander havde gjort sin unge søn, Cesare Borgia, til kardinal og siden til kirkens statholder i Romagna, men sønnen fik aldrig egentlig indflydelse i den kirkelige forvaltning. I Fyrsten fremhæver Machiavelli det ironiske i Alexanders skæbne: Han ønskede mest muligt at fremme sønnens karriere, men opnåede kun at konsolidere kirkestaten, det eneste han ikke kunne give sin søn.