Paul 6., Giovanni Battista Montini, 26.9.1897-6.8.1978, pave fra 1963. Montini, der 1924-54 arbejdede i den romerske kurie, blev 1954 ærkebiskop af Milano, Italiens største og vigtigste ærkebispedømme; i 1958 blev han kardinal. Som pave blev det hans opgave at føre 2. Vatikankoncil (1962-65) til ende og udmønte koncilets beslutninger i konkrete reformer og moderniseringer. Ved forhandlinger med østbloklandene søgte han at skaffe kirken tålelige livsvilkår. Paul 6.s pontifikat faldt sammen med ungdomsoprøret, marxismen og den seksuelle revolution, og han måtte opleve koncilårenes eufori munde ud i en dybtgående krise. Rundskrivelsen "Humanæ vitæ" (1968), som fastholdt det traditionelle nej til kunstig prævention, markerer vendepunktet.