Faktaboks

John Henry Newman
Født
1801
Død
1890

John Henry Newman, 1801-1890, britisk teolog. Tanken om personlig helliggørelse optog ham, men ca. 1830 bevægede han sig fra pietismens individualisme hen imod en højkirkelig fremhævelse af fællesskab og tradition. Snart blev han en af anglokatolicismens betydeligste teologer, og det kom derfor som et chok, da han i 1845 konverterede til katolicismen. Det var Newmans overbevisning, at kirken som helhed ikke kan fejle, at kirkens dogmer må udvikle sig i takt med tiden, og at pavens læreembede derfor er påkrævet; "at leve er at forandre sig, og at være fuldkommen er at forandre sig ofte". Trods modstand blev han kardinal i 1879.

I nutiden regnes han for Englands måske betydeligste teolog i 1800-t. An Essay in Aid of a Grammar of Assent (1870) rummer nu klassiske beskrivelser af, hvorledes en ikke-formalistisk logik er virksom i sager om tro, afgørelse og overbevisning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig