Gregor 16., Bartolomeo Alberto Cappellari, 18.9.1765-1.6.1846, pave fra 1831. Han blev i 1783 kamaldulensermunk, abbed 1805, i 1823 general for sin orden og i 1825 kardinal. Som pave fremmede han kunst og videnskab; politisk var han dybt reaktionær og uden sans for tidens omvæltninger (de borgerlige revolutioner, Italiens samling). Med hjælp fra Østrig opretholdt han sin enevældige magt i Kirkestaten.