kloster (Klosterarkitektur)

Kloster (Klosterarkitektur), Med 300-400-t.s nye kristne bosættelser i Egypten og Syrien fremkom en bebyggelsesstruktur omfattende kirke samt bygninger med spise-, sove- og bederum, som foregreb middelalderens regulariserede klosteranlæg. Normskabende for omtrent alt vestligt klosterbyggeri blev en tegnet idealplan fra ca. 820 tilhørende den mægtige benediktinerorden (bevaret i klostret Sankt Gallen i Schweiz). Planens 40 enkelthuse udgør et selvforsynende bysamfund, hvis kerne, klostergården, er omgivet af sovesal, dormitorium, og spisesal, refektorium, samt forrådskammer i hhv. øst, syd og vest; den karolingiske kirke danner nordsiden. I takt med reformer af Benediktinerreglen føjedes nye bygningsfunktioner og -typer til klosteranlæggene.

Fra det største kloster af dem alle, Cluny i Burgund i Frankrig, spredtes den regionale udformning af den romanske stil til Europas øvrige benediktinerklostre. Med stilpåvirkningen kopieredes tillige den cluniacensiske klostermodel, der i forhold til Sankt Gallen desuden omfattede kapitelsal (forsamlingssal), parlatorium (samtaleværelse) samt korsgang, i hvilken korsprocessioner fandt sted. I Clunys storhedstid ca. 910-1150 iværksatte skiftende abbeder byggeprogrammer præget af ødselhed og pragt.

Reaktionen herimod viste sig hurtigt med cistercienserordenens etablering i Frankrig og det centraleuropæiske område. Et typisk cisterciensisk klosterinteriør skulle udstråle en overjordisk enkelhed, der alene beroede på samspillet mellem lys og skygge; forsagelsen af farver og udsmykning havde nærmest ikonoklastisk karakter. Sidstnævnte tendens blev mere åbenlys i de franciskanske og dominikanske tiggermunkeordeners klosterbyggeri i de større byer. Hvor klostrene tidligere var isolerede samfund med bl.a. håndværk og landbrug tilknyttet, blev de nu i højere grad integreret i det omgivende samfund. Det afspejlede sig i den arkitektoniske udformning, fx af klostrene Santa Croce og Santa Maria Novella i Firenze (begge grundlagt i 1300-t.), hvor virkningen af de skærmende klostermure er nedtonet, samtidig med at klosterkirkerne er gjort offentligt tilgængelige.

Først i forbindelse med modreformationen i 1500-t. og de europæiske fyrstehuses bestræbelser på at indordne den kristne forkyndelse i deres regi fik klostret som bygningstype fornyet aktualitet. I Spanien opførtes fra 1563 slotskomplekset Escorial nær Madrid i et størrelsesforhold svarende til Versailles i Frankrig. Slottets klosterdel havde en underordnet placering i forhold til kompleksets hovedakse, der optoges af kirke og fyrstebolig.

Fra 1600-t. findes især i Østrig og det sydlige Tyskland talrige eksempler på klostre i tilknytning til barokkens fyrsteslotte (Melk, Ottobeuren og Wiblingen), der dog tillige er vidnesbyrd om, at klostrets æra som selvstændig bygningstype var slut. I 1900-t. har bl.a. Le Corbusier anvist nye veje for et klostersamfunds fysiske rammer med dominikanerklostret Sainte-Marie-de-la-Tourette ved Lyon i Frankrig (1957-60).

Se også bl.a. benediktinere, birgittinere, cisterciensere og cluniacensere.