Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kloster (Klosterarkitektur)

Oprindelig forfatter MFun Seneste forfatter Redaktionen

Benediktinerklostret Sankt Gallen syd for Bodensøen var i 800-900-t. et af Europas kulturcentre. Efter en nedgangsperiode blev det atter i stand til at hævde sin rang i 1700-t. Det kom til udtryk ved en ombygning af de gamle klosterbygninger til et repræsentativt anlæg, hvorunder også kirkens østparti med koret og de to tårne opførtes 1761-69 under ledelse af Johann Michael Beer. Kirkens indre (th.) fremstår efter Peter Thumbs og Beers nybygning 1755-69 i overdådig sydtysk barok, en stil, der især blev brugt i den katolske del af Schweiz, hvorimod man i den protestantiske del anvendte en mere behersket, fransk barokklassicisme.

Benediktinerklostret Sankt Gallen syd for Bodensøen var i 800-900-t. et af Europas kulturcentre. Efter en nedgangsperiode blev det atter i stand til at hævde sin rang i 1700-t. Det kom til udtryk ved en ombygning af de gamle klosterbygninger til et repræsentativt anlæg, hvorunder også kirkens østparti med koret og de to tårne opførtes 1761-69 under ledelse af Johann Michael Beer. Kirkens indre (th.) fremstår efter Peter Thumbs og Beers nybygning 1755-69 i overdådig sydtysk barok, en stil, der især blev brugt i den katolske del af Schweiz, hvorimod man i den protestantiske del anvendte en mere behersket, fransk barokklassicisme.

Med 300-400-t.s nye kristne bosættelser i Egypten og Syrien fremkom en bebyggelsesstruktur omfattende kirke samt bygninger med spise-, sove- og bederum, som foregreb middelalderens regulariserede klosteranlæg. Normskabende for omtrent alt vestligt klosterbyggeri blev en tegnet idealplan fra ca. 820 tilhørende den mægtige benediktinerorden (bevaret i klostret Sankt Gallen i Schweiz). Planens 40 enkelthuse udgør et selvforsynende bysamfund, hvis kerne, klostergården, er omgivet af sovesal, dormitorium, og spisesal, refektorium, samt forrådskammer i hhv. øst, syd og vest; den karolingiske kirke danner nordsiden. I takt med reformer af Benediktinerreglen føjedes nye bygningsfunktioner og -typer til klosteranlæggene.

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Fra det største kloster af dem alle, Cluny i Burgund i Frankrig, spredtes den regionale udformning af den romanske stil til Europas øvrige benediktinerklostre. Med stilpåvirkningen kopieredes tillige den cluniacensiske klostermodel, der i forhold til Sankt Gallen desuden omfattede kapitelsal (forsamlingssal), parlatorium (samtaleværelse) samt korsgang, i hvilken korsprocessioner fandt sted. I Clunys storhedstid ca. 910-1150 iværksatte skiftende abbeder byggeprogrammer præget af ødselhed og pragt.

Annonce

Reaktionen herimod viste sig hurtigt med cistercienserordenens etablering i Frankrig og det centraleuropæiske område. Et typisk cisterciensisk klosterinteriør skulle udstråle en overjordisk enkelhed, der alene beroede på samspillet mellem lys og skygge; forsagelsen af farver og udsmykning havde nærmest ikonoklastisk karakter. Sidstnævnte tendens blev mere åbenlys i de franciskanske og dominikanske tiggermunkeordeners klosterbyggeri i de større byer. Hvor klostrene tidligere var isolerede samfund med bl.a. håndværk og landbrug tilknyttet, blev de nu i højere grad integreret i det omgivende samfund. Det afspejlede sig i den arkitektoniske udformning, fx af klostrene Santa Croce og Santa Maria Novella i Firenze (begge grundlagt i 1300-t.), hvor virkningen af de skærmende klostermure er nedtonet, samtidig med at klosterkirkerne er gjort offentligt tilgængelige.

El Escorial. Bag ved murene skimtes toppen af den kuppeldækkede centralkirke.

El Escorial. Bag ved murene skimtes toppen af den kuppeldækkede centralkirke.

Først i forbindelse med modreformationen i 1500-t. og de europæiske fyrstehuses bestræbelser på at indordne den kristne forkyndelse i deres regi fik klostret som bygningstype fornyet aktualitet. I Spanien opførtes fra 1563 slotskomplekset Escorial nær Madrid i et størrelsesforhold svarende til Versailles i Frankrig. Slottets klosterdel havde en underordnet placering i forhold til kompleksets hovedakse, der optoges af kirke og fyrstebolig.

Fra 1600-t. findes især i Østrig og det sydlige Tyskland talrige eksempler på klostre i tilknytning til barokkens fyrsteslotte (Melk, Ottobeuren og Wiblingen), der dog tillige er vidnesbyrd om, at klostrets æra som selvstændig bygningstype var slut. I 1900-t. har bl.a. Le Corbusier anvist nye veje for et klostersamfunds fysiske rammer med dominikanerklostret Sainte-Marie-de-la-Tourette ved Lyon i Frankrig (1957-60).

Se også bl.a. benediktinere, birgittinere, cisterciensere og cluniacensere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Johan Funder: kloster (Klosterarkitektur) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107323