Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

religiøst sprog

Oprindelig forfatter SA Seneste forfatter Redaktionen

religiøst sprog, det sprog, hvori religiøs tro og overbevisning kommer til udtryk. I kristendommens tilfælde er det først og fremmest Bibelens og gudstjenestens sprog. I 1900-t.s religionsfilosofi har spørgsmålet om det religiøse sprogs særpræg stået centralt, bl.a. som følge af at filosofien generelt samlede sig om sproget (the linguistic turn), og forskellige aspekter ved det religiøse sprog har været debatteret. Da en naturvidenskabeligt orienteret sprogfilosofi herskede (logisk positivisme), koncentrerede man sig om religiøse udsagn (Gud er Universets skaber) og spurgte, hvordan disse udsagns sandhed kunne godtgøres (verificeres) eller afvises (falsificeres). I lyset af det nybrud i sprogfilosofien, som Ludw. Wittgenstein skabte, betragtede man religiøst sprog som et blandt mange sprogspil, dvs. at det religiøse sprog ses i sammenhæng med religiøs praksis: bøn, knælen, nadverfejring osv. Man hæftede sig ved, at ord og sætninger spiller en særlig rolle, når de bruges i en religiøs social sammenhæng.

I forlængelse af en sådan tankegang kan en religiøs talehandling fx være: "Jeg døber dig". Sætningen udsiger ikke noget om verden, men griber ind i den. Man har generelt kunnet spore en tydelig tendens til at lægge mindre vægt på religiøse udsagn, der henviser til en transcendent Gud og hævdes at være sande. Andre genrer er vigtigere, fx poesi og fortælling; sproglige virkemidler som metafor og symbol er afgørende (metaforisk teologi). I dansk sammenhæng har Johs. Sløk fremhævet den mytiske fortælling, mens K.E. Løgstrup, ligesom den amerikanske teolog Paul Tillich, tillægger symbolet central betydning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Andersen: religiøst sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150112