Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

immanens

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

immanens, det immanente, betegnelse for at noget er indeholdt i noget andet, at dette nogets tilstedeværelse ikke skyldes ydre påvirkning, og at det er bestemmende for det andets fremtræden. Fx hævder Spinoza, at guddommen er immanent til stede i verden i modsætning til skolastikkens lære om guddommens transcendens, dvs. at guddommen som et evigt og uendeligt væsen er hævet over endelighedens verden. Se transcendens.

Kant kalder brugen af kategorier, fx substanskategorien, og af grundsætninger, fx kausalprincippet, for immanent, hvis de anvendes inden for erfaringens grænser; dette stiller han i modsætning til deres transcendente brug, dvs. deres brug på ting i sig selv.

Ordet immanens kommer af latin immanere 'forblive i', af in- og manere 'forblive'.

Immanensfilosofi bruges som betegnelse dels for en erkendelsesteoretisk idealisme, der hævder, at virkeligheden kun er givet som bevidsthedsindhold, dels for en ontologisk opfattelse, ifølge hvilken virkeligheden er bestemt af et immanent princip. Modsætningen hertil er en transcendentalfilosofi, som lægger det bestemmende princip uden for virkeligheden, fx som en guddom.

Annonce

George Berkeleys immaterialisme, David Humes fænomenalisme og J.G. Fichtes absolutte idealisme er immanensfilosofi i den første betydning. Spinozas naturalisme er immanensfilosofi i den anden betydning. Ligeledes er Hegels opfattelse af, at den historiske udvikling er bestemt af historiens egen, indre dynamik, en immanensfilosofisk opfattelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: immanens i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96530