Verdens skabelse og uddrivelsen fra paradis, 1445.
Af /The Metropolitan Museum of Art, Robert Lehman Collection, 1975.
Licens: CC BY 2.0

Gudsbeviser var populære i middelalderen og bestod i argumenter for Guds eksistens. Der skelnes gerne mellem to former for gudsbeviser:

  • Det ontologiske gudsbevis, hvor beviset går ud fra begrebet om Gud som det mest fuldkomne væsen.
  • Det kosmologiske gudsbevis, hvor beviset går ud fra, at den naturlige orden i verden peger tilbage på en intelligent skaber (Gud).

Det ontologiske gudsbevis

Ontologi betyder læren om det værende. Inden for ontologien søger man således at beskrive det eksisterende, som det er. Kernen i det ontologiske gudsbevis er, at Gud er fuldkommen, og dermed eksisterer Gud.

Anselm af Canterbury

Anselm af Canterbury.
Af /Public Domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

Det ontologiske gudsbevis tillægges almindeligvis Anselm af Canterbury, der levede i 1000-tallet. Han tog udgangspunkt i tanken om, at hvis Gud findes, kan der ikke eksistere noget større (dvs. noget mere fuldkomment).

Hvis man nu hævder, at Gud kun er noget, vi forestiller os, så må der eksistere noget, der er mere fuldkomment, og det er netop det, vi forstår ved Gud. Men så kan Gud heller ikke findes i forestillingen alene. Det fører altså til selvmodsigelse, hvis man hævder, at Gud ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i tanken.

Det kosmologiske gudsbevis

Kosmologien beskæftiger sig med verdens skabelse. Kernen i det kosmologiske gudsbevis er, at når verden eksisterer, så må der eksistere en gud, der har skabt verden.

Thomas Aquinas

Thomas Aquinas, ca, 1465
Af /Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 2.0

Thomas Aquinas afviste i 1200-tallet Anselm af Canterburys bevis, som alene tog udgangspunkt i tænkte begreber. Thomas valgte i stedet for vejen omkring den virkelighed, vi sanser. Vi erkender denne virkelighed som en sammenhæng af årsag og virkning, men vi kan ikke udpege en første årsag til denne sammenhæng i verden selv. Da verden imidlertid eksisterer, må der være en første årsag uden for verden, og den må kaldes for Gud. For Thomas peger naturens formålsrettede orden, som ikke kan tilskrives en hensigt i naturen selv, ligeledes tilbage på Gud som skabende årsag.

Thomas bygger på de græske grundtanker om kosmos (den ordnede verden) og om et formål (telos) med denne orden. Hans Gudsbevis kaldes derfor kosmologisk, og med hans inddragelse af tanken om en skabergud bliver det også kaldt fysiko-teologisk.

Det antropologiske gudsbevis

Der tales undertiden også om et antropologisk gudsbevis. Kernen i det antropologiske gudsbevis er, at mennesekts forestilling om Gud nødvendigvis rækker ud over menneskets egen bevidsthed.

René Descartes

René Descartes, 1650
Af /Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 2.0

Det antropologiske gudsbevis kan føres tilbage til den franske filosof René Descartes. Han hævder, at selvom vi mennesker erkender vores egen ufuldkommenhed og endelighed, så har vi dog også et begreb om fuldkommenhed og uendelighed. Da det sidste ikke kan være noget mindre end det første, må der eksistere noget, som er fuldkomment og uendeligt, og det kan kun være Gud.

Islam

En variation af det antropologiske bevis optræder i Islam, hvor de daglige bønner og oplevelsen af Allahs nærvær i sig selv bliver et vidnesbyrd om hans eksistens.

Cicero

I en ældre udgave kan man også tale om det antropologiske bevis hos den romerske filosof Cicero. Han hævder i sit værk om gudernes natur (De natura deorum), at det hverken er nogen autoritet, tradition eller lov, som får mennesker til at tro på gudernes eksistens, men en indre tilbøjelighed.

Kritik af gudsbeviserne

Lige fra Anselm af Canterbury fremsatte det ontologiske gudsbevis i 1200-tallet har der været kritik af de ontologiske og siden de kosmologiske gudsbeviser. Markante kritikere af de klassiske gudsbeviser er bl.a. Immanuel Kant og Søren Kierkegaard.

Immanuel Kant og den rene fornuft

Immanuel Kant, 1768
Af /Public Domain, via Wikimedia Commons.

Immanuel Kant foretog i sit værk Kritikken af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft, 1781) et skelsættende opgør med både det ontologiske og det kosmologiske gudsbevis. Kant påpegede, at Anselm af Canterbury med sin definition af Gudsbegrebet allerede forudsatte Guds eksistens. Der er derfor ikke tale om et bevis, men om en tautologi (dvs. at sige det samme på en anden måde).

Når Anselm hævder, at det er selvmodsigende at benægte Guds eksistens, indvender Kant, at det kun gælder, fordi han gør eksistens til en egenskab ved Guds fuldkommenhed, men eksistens kan ikke være en egenskab. Tilbage bliver derfor kun selve begrebet om Gud som et fuldkomment væsen.

Det er vigtigt for Kant at understrege, at vi inden for rammerne af den rene fornuft kun kan tale om eksistens i forhold til det, vi kan erfare i sanseverdenen. Det betyder, at også det kosmologiske bevis trodser fornuftens grænser.

Immanuel Kant og den praktiske fornuft

Da det ifølge Kant hverken er muligt at bevise eller afvise Guds eksistens, fremsætter han i Kritikken af den praktiske fornuft (Kritik der praktischen Vernuft, 1788) et Gudspostulat som almindelig psykologisk motivation for at handle i overensstemmelse med moralloven. Det kaldes undertiden for det moralske Gudsbevis.

Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard
Af /Det Kgl. Bibliotek.

I værket Philosophiske Smuler (1844) betragter Søren Kierkegaard forsøget på at bevise Guds eksistens som en skolastisk børnesygdom. Enten tager man det for givet at Gud eksisterer, og så er der ingen grund til at bevise det, eller også tager man det ikke for givet og tør da ikke vove forsøget på at bevise det.

I det hele taget hævder Kierkegaard gennem pseudonymet Johannes Climacus, at fornuften slet ikke kan komme frem til Gud. Det er Gud, der må forkyndes mennesket, som i evangeliet. Gud er ikke genstand for fornuften, men alene for troen.

Rehabilitering af Gudsbeviset

G.F.W Hegel, 1831
Af /Public Domain, via Wikimedia Commons.

G.W.F. Hegel rehabiliterede det ontologiske bevis ved at henvise til, at tanken om Gud i sig selv har eksistens. Det drejer sig derfor for filosofien om at begrebsbestemme det sande indhold af denne tanke. Hegel ophæver dialektisk forskellen mellem Gud og verden og bestemmer Gud som immanent selvidentitet. Hegel bygger i nogen Grad på Spinozas bestemmelse af Gud og naturen som en og samme, altomfattende substans.

Gudsbeviset i moderne teologi

Siden Kant, Hegel og Kierkegaard er det navnlig blevet diskuteret, hvorvidt sigtet med gudsbeviserne overhovedet er at føre et bevis, der overbeviser den ikke-troende, eller om de blot i logiske begreber udfolder det, som troen forudsætter, nemlig Guds virkelighed.

Thomisme

I moderne thomistisk teologi, som har navn efter Thomas Aquinas, hævdes det, at vi i kraft af vores fornuft kan indse, at altings begyndelse må have en første årsag, som vi kan kalde Gud. Det er op til den bibelske forkyndelse at formulere tanker om Guds væsen, men at Gud er til, ved vi allerede.

Kreationisme eller intelligent design

I den såkaldte kreationisme, der er mest udbredt i USA, tages der ligeledes udgangspunkt hos Aquinas. Hans femte vej til erkendelsen af Guds eksistens bygger på den orden i naturen, som ikke kan forklares overbevisende gennem evolutionslæren.

Et andet navn for denne opfattelse er intelligent design, som den danske teolog Jakob Wolf har argumenteret for i bogen Rosens råb (2004).

Reformerte epistemologer

I den amerikanske bevægelse reformed epistemologists (reformerte epistemologer) har fortalere som Alvin Plantinga og Nicholas Wolterstorff argumenteret for, at vi er lige så berettiget til at tro på Gud som årsag til vores religiøse forestillinger som på alt andet, vi ikke har direkte empirisk adgang til.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig