Immanuel Kant foretog i sit værk Kritikken af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft, 1781) et skelsættende opgør med både det ontologiske og det kosmologiske gudsbevis. Kant påpegede, at Anselm af Canterbury med sin definition af Gudsbegrebet allerede forudsatte Guds eksistens. Der er derfor ikke tale om et bevis, men om en tautologi (dvs. at sige det samme på en anden måde).
Når Anselm hævder, at det er selvmodsigende at benægte Guds eksistens, indvender Kant, at det kun gælder, fordi han gør eksistens til en egenskab ved Guds fuldkommenhed, men eksistens kan ikke være en egenskab. Tilbage bliver derfor kun selve begrebet om Gud som et fuldkomment væsen.
Det er vigtigt for Kant at understrege, at vi inden for rammerne af den rene fornuft kun kan tale om eksistens i forhold til det, vi kan erfare i sanseverdenen. Det betyder, at også det kosmologiske bevis trodser fornuftens grænser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.