Faktaboks

Jonathan Edwards
Født
1703
Død
1758

Jonathan Edwards, 1703-1758, amerikansk teolog og filosof, den betydeligste i kolonitiden. Efter studier ved Yale blev han præst i Northampton, Massachusetts, hvorfra han igangsatte en omfattende vækkelse, "The Great Awakening", som berørte hele det koloniserede Nordamerika. Med psykologisk sans skildrede Edwards det kristne livs følelsesmæssige side, hvorfor mange ortodokse teologer beskyldte ham for pietisme. Læremæssigt var Edwards dog en streng calvinist, der bekæmpede arminianerne.

Pga. sin konfessionelle kongregationalisme og et krav om skærpet kirketugt blev Edwards i 1750 afskediget fra sit embede. Han blev da præst i Stockbridge, Massachusetts, og missionær blandt indianerne, hvis rettigheder han ihærdigt forsvarede.

I sine senere år forfattede han flere spekulative værker, hvori han forbandt klassisk metafysik med nyere filosofi og fysik. Edwards døde året efter sin udnævnelse til præsident for Princeton.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig