Groningerskolen, den evangeliske retning, protestantisk teologisk opfattelse, som ca. 1830-70 gjorde sig gældende fra universitetet i Groningen i Nordholland, repræsenteret af bl.a. Petrus Hofstede de Groot. Den søgte at skabe et kompromis mellem åbenbaring og fornuft ved at lære, at udviklingen af menneskets personlighed og livsform er afgørende, ikke kirkens dogmer. Forbilledet er Kristus, som han fremstår i NT (derfor den evangeliske retning), og dermed var linjen fra Erasmus markeret i forhold til calvinsk teologi. Groningerskolen fik stor betydning, især på grund af tidsskriftet Waarheid in Liefde (Sandhed i kærlighed).