Protestantisme er et begreb, der i snæver betydning bruges som fællesbetegnelse for de tre store kirkelige grupperinger: den lutherske, den calvinske (reformerte kirker) og den anglikanske. I videre betydning dækker det den "radikale" protestantisme, der til højre består af en mangfoldighed af biblicistiske og spiritualistiske samfund, der forkaster barnedåben og afviser enhver forbindelse mellem kirke og stat (se også døberbevægelser), og til venstre af en rationalistisk, humanistisk kulturstrømning, der er mere almenkulturel end egentlig kirkelig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet protestantisme kommer af latin protestans, af protestari 'offentligt bevidne, bevise', af pro- og testari 'bevidne', af testis 'vidne', og -isme.

Betegnelsen protestanter opstod i 1529 på Rigsdagen i Speyer, da de evangeliske stænder protesterede imod en beslutning om at standse Reformationens videre udbredelse. Protestantisme udtrykker således, oprindelig negativt, en indsigelse imod magtanvendelse i trossager og, positivt, en påstand om samvittigheds- og trosfrihed. Protestanterne foretrak selv betegnelsen de evangeliske, som markerer dels ønsket om tilbagevenden til den oprindelige kristendom, dels betoningen af evangeliet som det glædelige budskab om syndernes forladelse og retfærdiggørelse ved tro alene og ikke ved lovens gerninger eller moralske præstationer. Forholdet til Gud er i protestantismen umiddelbart, uden spærrende melleminstanser.

Historisk var de første protestanter tilhængerne af Martin Luther og i Schweiz tilhængerne af Huldrych Zwingli, og snart fulgte de reformerte efter, inspireret af Jean Calvin. I England dannedes den anglikanske kirke, den særlige form for protestantisme, som står den romerskkatolske kirke nærmere end de øvrige protestantiske kirker.

Betoningen af selve evangeliet som frelse ved tro alene er nok stærkest i lutherdommen. De reformerte lægger også vægt på kirkeordningen, som skal indrettes efter nytestamentlige forskrifter. For den romerskkatolske kirke er bispeembedet nødvendigt, og noget lignende gælder for den anglikanske kirke; for de reformerte kirker er det snarere nødvendigt, at der ikke findes biskopper. For de lutheranske kirker kan biskopper være nyttige, men i øvrigt er enighed om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning tilstrækkelig for kirkernes enhed.

Politisk harmonerer protestantisme godt med demokratiet og har været medvirkende til dets fremkomst, især den amerikanske protestantisme. De reformerte og anglikanerne går ind for en ret nær forbindelse mellem kristendom og politik. I lutherdommen skelnes der mellem de "to regimenter", det åndelige og det verdslige; de er ikke hinanden uvedkommende, men må ikke sammenblandes.

Protestantisme er mest udbredt i det nordvestlige Europa, Nordamerika og Australien. Siden 1700-tallet har de protestantiske kirker drevet en udstrakt missionsvirksomhed i Asien og Afrika. Ikke mindst den radikale, spiritualistiske protestantisme, fx pinsebevægelsen, har på verdensplan haft stor fremgang i 1900-tallets anden halvdel.

Protestantismen er den mest mangfoldige og mest splittede del af kristenheden; det kan være en del af forklaringen på, at de kirkelige enhedsbestræbelser (økumeni) i 1900-tallet tog deres begyndelse her, siden med tilslutning af de ortodokse kirker. I 1948 dannedes Kirkernes Verdensråd, der har 330 kirker som medlemmer (1998), deraf langt de fleste større protestantiske kirker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig