lægmand

Lægmand, (1. led af lat. laicus 'uindviet', af gr. leos, laos 'folk'), person, der ikke er viet til et kirkeligt embede og ikke er medlem af en religiøs orden; i videre forstand en person, der ikke er fagmand.

Modsætningen mellem lægfolk og præster spiller teologisk set en mindre rolle i den evangeliske kirke end i den katolske, idet forskellen ifølge den evangeliske opfattelse af det almindelige præstedømme er af praktisk og ikke af religiøs art, mens den katolske kirke stærkere fremhæver forskellen mellem det almindelige og det på vielse beroende, særlige præstedømme.

I den katolske kirke slog en nyvurdering af lægfolket igennem på 2.Vatikankoncil 1962-65, men den har ældre rødder (jf. Hugues Lamennais, Katolsk Aktion, liturgiske bevægelse). Koncilet så især kirken som Guds folk (jf. 1.Pet. 2,9), der omfatter lægfolk, hierarkiet og ordensfolk. Ved dåben bliver man indlemmet i Guds folk og får derved andel i Kristi præstelige embede (kristologi), deraf det almindelige præstedømme i katolsk forstand.

Det særlige præstedømme, der beror på en vielse, tjener Guds folk ved at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. I kirkens sendelse til verden har lægfolk et ansvar på de områder, hvor de har en kompetence, i samfundslivet, herunder ægteskab og familie, i politik og kultur. I kirkens indre liv løser lægfolk en række praktiske opgaver af liturgisk og omsorgsmæssig art.