liberalteologi

Liberalteologi, samlebetegnelse for teologiske retninger, som ønsker at udlægge kristendommen i harmoni med et moderne livssyn. Der hersker ikke klarhed om begrebet, hvad der dog ikke har hindret dets udbredelse.

Generelt lægges vægt på etik frem for lære, på den enkeltes trosliv frem for kirkens fælles tro. En liberalteologisk holdning vil typisk støtte en historisk-kritisk bibeludlægning, hævde individets religiøse myndighed samt stræbe efter at gøre den kristne lære forståelig for alle. Liberalteologiens fødte modstander er en kirkelig konservatisme.

Ordet blev så tidligt som i 1774 brugt af Johann Salomo Semler som betegnelse for en praktisk-fornuftig "privatkristendom", frigjort fra traditionens dogmer. Siden er begrebet anvendt i flere betydninger, herunder som skældsord.

Karl Barth og dialektisk teologi brugte det som en polemisk betegnelse for hovedstrømmen af protestantisk teologi ca. 1800-1925, dvs. fra og med Friedrich Schleiermacher; denne hovedstrøm blev anklaget for at sætte mennesket i centrum og søge Gud uden for åbenbaringen i Kristus (se naturlig teologi).

Med større præcision er begrebet brugt om den nykantianske teologi ca. 1850-1925 hos Albrecht Ritschl, Wilhelm Herrmann og Adolf von Harnack, i Danmark Frederik Christian Krarup; teologien baseres her på sansen for "værdierne" og deres kulturskabende kraft. Kristen tro er da visheden om Guds nåde og sjælens udødelighed på trods af menneskets svigten over for idealerne. I den religionshistoriske skole blev kristendommen søgt tolket på linje med andre religionshistoriske fænomener.

Inden for angloamerikansk teologi bruges udtrykket liberalism bredt om alle teologier, der tolker kristne begreber som særlige udtryk for almenmenneskelige erfaringer. Også eksistensteologi (Rudolf Bultmann, Paul Tillich) og moderne thomisme (Karl Rahner) betragtes som liberalteologi. Heroverfor vil "postliberalismen" tage udgangspunkt i kirkens eget sprog og dertilhørende livsformer.