Kirkekampen var opgøret om kirkens binding til staten i 1930'erne og 1940'erne, fremkaldt af statslige overgreb, navnlig under nazismen i Tyskland og Norge. Betgnelsen kirkekampen bruges også om andre stridigheder i historiens løb om den rette forståelse af kirkens væsen, fx om Søren Kierkegaards angreb på den borgerlige kirkelighed i 1855.
kirkekampen
Kirkekampen i Tyskland
I Tyskland forsøgte Adolf Hitler fra 1933 at ensrette hele samfundet inklusive de protestantiske landskirker. Mange protestanter delte den nationalistiske eufori; det nationalsocialistiske kirkeparti Deutsche Christen kunne overtage ledelsen i flere landskirker.
Det udløste modstand; mange præster og menigheder vendte sig imod kirkens ensretning og mente, at kirken skulle holde sig inden for sit budskabs rammer (se Barmenerklæringen og Karl Barth). Den "bekendende kirke" dannedes og erklærede de tysk-kristne kirkeledelser for illegitime. Kampen stod om indrekirkelig ledelse og selvforståelse, men blev af nazisterne opfattet som modstand. Kun få protestanter drog dog politiske konsekvenser af deres holdning, deriblandt Dietrich Bonhoeffer.
Kirkekampen i Norge
I Norge deltog kirken i den nationale modstand mod Vidkun Quislings regering. I et hyrdebrev fordømte biskopperne i februar 1941 den opståede retsløshed; året efter nedlagde de og næsten alle præster deres statslige embeder. Kirken blev indtil krigens afslutning båret af menighedernes frivillige støtte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.