• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Reformationen

Oprindelig forfatter SK-P Seneste forfatter Redaktionen

Reformationen. Antemensale (alterbordsforside) malet på træ i 1561, der viser gudstjenestens centrale elementer i den evangelisk-lutherske kirke: dåb, nadver og prædiken. Oprindelig i Torslunde Kirke i Ishøj Kommune på Sjælland, siden 1874 på Nationalmuseet.

Reformationen. Antemensale (alterbordsforside) malet på træ i 1561, der viser gudstjenestens centrale elementer i den evangelisk-lutherske kirke: dåb, nadver og prædiken. Oprindelig i Torslunde Kirke i Ishøj Kommune på Sjælland, siden 1874 på Nationalmuseet.

Reformationen, det historiske forløb i 1500-t., som førte til splittelse af den vesterlandske kristenhed og dannelse af de protestantiske kirkesamfund (se protestantisme). I historieskrivningen er der enighed om, at denne proces religiøst, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt fik afgørende indflydelse på Europas nyere historie. Hvor man tidligere betragtede Reformationen som en skelsættende epoke af uomgængelig betydning for periodiseringen af den europæiske historie (og verdenshistorien), ses den i dag snarere som et vigtigt led i en reformperiode fra senmiddelalderen til oplysningstiden.

Historiske forudsætninger

Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om kirkelig reform, som i sig selv ikke var nyt, men havde været fremført gennem hele middelalderen. Gregorianismen havde hævdet kirkens frihed og uafhængighed i forholdet til den verdslige magt og bekæmpet gejstlighedens verdsliggørelse i tilknytning til den cluniacensiske reformbevægelse inden for munkevæsenet. I slutningen af 1100-t. fremførtes fattigdomsidealet kritisk over for kirken af en lægmandsbevægelse (valdensere), og i begyndelsen af 1200-t. slog det igennem i oprettelsen af tiggermunkeordenerne, bl.a. dominikanere, franciskanere og karmelitere.

Jan Hus. Koloreret etbladstryk fra 1530'erne, der er udgivet i Nürnberg. Gåsen, der brændes i flammerne i højre hjørne, symboliserer Hus, mens den stolte hvide svane til venstre er symbolet på Martin Luther og hans mere virkningsfulde reformatoriske indsats hundrede år efter Hus' død.

Jan Hus. Koloreret etbladstryk fra 1530'erne, der er udgivet i Nürnberg. Gåsen, der brændes i flammerne i højre hjørne, symboliserer Hus, mens den stolte hvide svane til venstre er symbolet på Martin Luther og hans mere virkningsfulde reformatoriske indsats hundrede år efter Hus' død.

Mod kuriens påstande om pavelig overhøjhed over kejser- og fyrstemagt havde William fra Ockham protesteret i første halvdel af 1300-t. I 1300-t.s anden halvdel skrev John Wycliffe imod papalismen og den hierarkiske kirkeinstitution, fremhævede Kristi efterfølgelse, dvs. et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom, som kriterium for kirkelig autoritet og ville med sine tilhængere (lollarder) bl.a. afskaffe aflad, sjælemesser, helgendyrkelse og cølibat. Wycliffes skrifter fik betydning for Jan Hus, undertiden kaldt den første reformator, og for husitterne.

Annonce

Ordet reformation kommer af latin reformatio, afledning af reformare, af re- og formare 'danne, forme', af forma 'form, ydre'.

Den tyske mystik i 1200-t. og den nederlandske devotio moderna i 1300-t. var opbrud i middelalderens teologi, og den i senmiddelalderen opdukkende humanisme vendte sig direkte imod den skolastiske metode og fik som bibelhumanisme umiddelbar betydning for Reformationen.

I 1400-t.s første halvdel havde flere konciler som program at reformere kirken, men uden held, og den uafgjorte strid mellem pave og koncil om den kirkelige overhøjhed befordrede det spirende nationalkirkevæsen (se reformkoncil og reformkatolicisme).

På rigsdage fastholdtes siden 1456 de tyske rigsstænders reformkrav til pavedømmet, fortrinsvis begrundet i den finansielle side af kuriens politik over for de tyske lande. Tilsvarende ønskede rigsstænderne øget indflydelse over for kejseren, ligesom voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer førte til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.

Den lutherske reformation

Martin Luther portrætteret af Lucas Cranach d.æ., 1532. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk.

Martin Luther portrætteret af Lucas Cranach d.æ., 1532. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk.

Først Martin Luthers teologiske reformation (ordet brugte han kun sjældent selv) udløste i Tyskland en bred bevægelse, hvori forskelligartede strømninger (humanisme, tysk nationalisme, rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser, se rigsstæder) og samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) kunne forenes i kampen mod romerkirken.

Selv så Luther en afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser deri, at disse omfattede "livet", dvs. organisation og ydre former, mens han tillige reformerede "læren", dvs. teologien.

Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje, hjulpet på vej af den sakramentalt formidlede nåde, var uforeneligt med den middelalderlige "gradstænkning" (gradualisme) i teologi, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis og indeholdt en afvisning af den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt af den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse (se gerningsretfærdighed og gode gerninger).

Martin Luther. Efter offentliggørelsen af sine 95 teser i Wittenberg blev Martin Luther indkaldt til et forhør i forbindelse med rigsdagen i Augsburg i oktober 1518. Forhøret blev foretaget af den pavelige legat Thomas Cajetanus og drejede sig især om retfærdiggørelse ved troen alene, hvilket var Luthers synspunkt, over for den guddommelige nåde i sakramenterne og den skat af gode gerninger, som pavestolen hævdede at besidde. Forhøret endte med, at Luther blev forvist fra rigsdagen og måtte flygte fra Augsburg. Farvelagt træsnit fra Ludwig Rabus Historien der Heyligen Ausserwählten Gottes Zeugen (1557).

Martin Luther. Efter offentliggørelsen af sine 95 teser i Wittenberg blev Martin Luther indkaldt til et forhør i forbindelse med rigsdagen i Augsburg i oktober 1518. Forhøret blev foretaget af den pavelige legat Thomas Cajetanus og drejede sig især om retfærdiggørelse ved troen alene, hvilket var Luthers synspunkt, over for den guddommelige nåde i sakramenterne og den skat af gode gerninger, som pavestolen hævdede at besidde. Forhøret endte med, at Luther blev forvist fra rigsdagen og måtte flygte fra Augsburg. Farvelagt træsnit fra Ludwig Rabus Historien der Heyligen Ausserwählten Gottes Zeugen (1557).

Offentliggørelsen i Wittenberg 31.10.1517 af de 95 afladsteser gjaldt allerede for Luther selv som Reformationens begyndelse. Efter Leipzigdisputationen 1519 henvendte Luther sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem det nye medium, trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen (se almindeligt præstedømme). Med sin afbrænding 10.12.1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. 3.1.1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov (Worms-ediktet).

Ikke desto mindre fortsatte Luther sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philipp Melanchthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.

Philipp Melanchthon.  Kobberstik fra 1526 af Albrecht Dürer.

Philipp Melanchthon. Kobberstik fra 1526 af Albrecht Dürer.

Klosterflugt, præsteægteskaber, uddeling af nadveren i begge skikkelser (dvs. uddeling af både brødet og vinen) og læsning af messen på tysk fulgte i kølvandet på de reformatoriske prædikanters virksomhed.

Hvor fyrster og byråd indførte Reformationen i tyske territorier og rigsstæder, ofte under pres nedefra, skete det ikke blot i strid med kirkeretten, men også med Det Tysk-romerske Riges ret.

Det var baggrunden for de stadige forhandlinger om religionsspørgsmålet på rigsdagene og for den reformatoriske bekendelsesdannelse, hvis hoveddokument er Den Augsburgske Bekendelse (1530). Den skulle legitimere de evangeliske stænder rigsretligt. Udadtil afgrænsede den sig ikke blot i forhold til Romerkirken, men også til andre reformatoriske bevægelser som zwinglianere, antitrinitarer og døbere (se døberbevægelser); indadtil dannede den grundlag for de verdslige øvrigheders gennemførelse af Reformationen ved kirkeordninger og visitationer (se visitats; se også Johannes Bugenhagen).

Lucas Cranach d.æ., den lutherske reformations førende billedkunstner, udførte i årene efter Luthers død i 1546 dette trefløjede alter med predella til bykirken i Wittenberg; alteret fuldendtes ca. 1552 af sønnen, Lucas Cranach d.y. Midterfeltet viser den sidste nadver, mens dåb, skriftemål og prædiken udgør de øvrige motiver. Flere personer er malet som portrætter af samtidens reformatorer; Melanchthon døber, Bugenhagen tilsiger syndernes forladelse, og nederst peger Luther fra sin prædikestol hen på den korsfæstede Kristus.

Lucas Cranach d.æ., den lutherske reformations førende billedkunstner, udførte i årene efter Luthers død i 1546 dette trefløjede alter med predella til bykirken i Wittenberg; alteret fuldendtes ca. 1552 af sønnen, Lucas Cranach d.y. Midterfeltet viser den sidste nadver, mens dåb, skriftemål og prædiken udgør de øvrige motiver. Flere personer er malet som portrætter af samtidens reformatorer; Melanchthon døber, Bugenhagen tilsiger syndernes forladelse, og nederst peger Luther fra sin prædikestol hen på den korsfæstede Kristus.

En række skrifter, som Luther udsendte i midten af 1520'erne, var rettet imod bønderne (Den Tyske Bondekrig, 1525), imod sværmerne (mystikere og spiritualister) og imod humanisten Erasmus af Rotterdam og hans bog om den frie vilje. Disse skrifter kan siges at markere overgangen fra den brede reformatoriske bevægelse til den øvrighedsregulerede lutherske reformation, som i løbet af de følgende årtier indførtes i store dele af Nordeuropa (se lutherdom).

Efter Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 og det augsburgske interim (1548) førte Reformationen ved den augsburgske religionsfred i 1555 til en rigsretlig anerkendt konfessionel spaltning af Tyskland. Interne stridigheder mellem filippister og gnesiolutheranere splittede lutheranerne i de nærmeste årtier efter Luthers død i 1546, men afløstes af en enhedspræget luthersk protestantisme med en nøje fastlagt lære (Konkordiebogen, 1580), se ortodoksi.

Forinden var Reformationen blevet negativt defineret af Tridentinerkoncilet (1545-63), som formulerede grundlaget for den katolske modreformation.

Den radikale reformation

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

Reformationsforskningen har siden midten af 1900-t. brugt udtryk som den radikale reformation eller Reformationens venstrefløj til karakteristik af de evangelisk sindede, som hævdede, at det uforfalskede reformatoriske anliggende alene kunne varetages af de i sandhed "fromme", og som derfor — undertiden også ud fra sociale og politiske motiver — tog afstand fra den øvrighedsregulerede Reformation og dens "nye papister".

Luther betegnede talsmænd for sådanne opfattelser, bl.a. Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, som sværmere og "himmelske profeter". Lægfolkets indflydelse, en udpræget antiklerikal indstilling, et spiritualistisk syn på formidlingen af frelsen samt en bogstavelig efterlevelse af Jesu bud spillede en afgørende rolle i flere af disse bevægelser. De blev alle undertrykt af både evangeliske og katolske stænder, ofte på særdeles voldelig vis som i forbindelse med Den Tyske Bondekrig 1525 og Døberriget i Münster 1534-35.

Indtil midten af 1900-t. er døberne i luthersk litteratur blevet kaldt anabaptister, dvs. gendøbere, skønt de var fortalere for voksendåb.

Reformationen i Danmark

I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

I Danmark, hvor en nationalkirkelig udvikling var begyndt i anden halvdel af 1300-t., brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven.

Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520'erne til Danmark via Holsten og Slesvig og fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af reformkatolikken Poul Helgesen, udbrede den nye lære.

På herredagen i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, Confessio Hafniensis.

Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved recessen af 30.10.1536, som afskaffede den katolske bispemagt og konfiskerede bispegodset. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2.9.1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius. Som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius sammen med Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke

Jean Calvin. Temperamaleri på træ, udført i 1500-t. af en unavngiven kunstner; Bibliothèque publique et universitaire, Genève. Billedet, som har været kendt siden 1928, er et af de få, der viser Calvin som yngre; sammenlignet med autentiske portrætter af den ældre Calvin er det tillige det billede, hvor lighedstrækkene tydeligst træder frem.

Jean Calvin. Temperamaleri på træ, udført i 1500-t. af en unavngiven kunstner; Bibliothèque publique et universitaire, Genève. Billedet, som har været kendt siden 1928, er et af de få, der viser Calvin som yngre; sammenlignet med autentiske portrætter af den ældre Calvin er det tillige det billede, hvor lighedstrækkene tydeligst træder frem.

Den calvinske og anglikanske reformation

I Schweiz, Sydtyskland, Frankrig, Holland og Skotland udbredtes Reformationen i en udformning, som blev afgørende bestemt af Huldrych Zwingli, Martin Bucer og Jean Calvin (se også reformerte kirker og John Knox). Striden mellem Luther og Zwingli om nadverforståelsen kom varigt til at belaste forholdet mellem reformerte og lutheranere (se Marburgartiklerne). Først ved Den Westfalske Fred i 1648 kom den augsburgske religionsfreds bestemmelser til at omfatte de reformerte stænder.

I England fik Reformationen et egenartet forløb, hvor forskellige reformatoriske impulser fra det europæiske fastland indgik forbindelse med reformkatolske bestræbelser og kongemagtens dynastiske og politiske interesser. Bruddet med Rom skete i 1534 ved Henrik 8.s suprematsakt, der fastslog, at kongen er det eneste jordiske overhoved over Englands kirke, og det betød et sammenbrud for hele den middelalderlige kirkeorganisation.

Ærkebiskop Thomas Cranmer skabte med Book of Common Prayer (1549) grundlaget for det religiøse og gudstjenstlige liv, som er karakteristisk for den anglikanske kirketype. Med de 39 Artikler fik den engelske kirke i 1563 sin blivende lærebekendelse, som er reformatorisk ved at hævde retfærdiggørelsen ved tro og i øvrigt er karakteristisk ved at forene luthersk-melanchthonisk, bucersk og calvinsk inspiration (se også den anglikanske kirke).

Se tillige Martin Luther, Philipp Melanchthon, Hans Tausen og Peder Palladius.

Læs videre om Reformationens billedkunst, teater, musik og bibeloversættelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Kjeldgaard-Pedersen: Reformationen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149477