United Society for the Propagation of the Gospel (USPG) er et britisk missionsselskab med rødder tilbage til 1701, men det blev nystiftet ved en fusion i 1965.

Society for the Propagation of the Gospel in Foreign Parts

Den væsentligste forløber for organisationen blev grundlagt under navnet Society for the Propagation of the Gospel in Foreign Parts (SPG) i 1701 og rettede sig i begyndelsen mod befolkningen i de britiske kolonier i Nordamerika. Arbejdet omfattede både ikke-kristne og protestantiske grupper uden for den anglikanske kirke.

I 1710 overtog SPG en plantage i Vestindien, som organisationen fortsatte og trods heftig kritik drev gennem slavearbejde helt frem til afskaffelsen af slaveriet i 1833.

I løbet af 1700-tallet og 1800-tallet udvidedes missionen til at omfatte andre dele af det britiske kolonirige, Canada (1759), Australien (1793) og Indien (1820). Senere også til andre dele af verden såsom Sydafrika, Ghana, Kina, Japan og Korea.

USPG

Afkoloniseringen og opløsningen af det britiske kolonirige samt transformationen fra missionskirker til selvstændige kirker udfordrede SPG. Det var en medvirkende grund til fusionen med andre missionsselskaber i 1965, som ledte til dannelsen af United Society for the Propagation of the Gospel.

Fællesorganisationen har siden fortsat de tidligere organisationers arbejde med missionsarbejde, skoler, voksenundervisning, hospitaler og forskellige former for socialt arbejde i samarbejde med andre lignende organisationer, herunder partnerkirker i de tidligere missionsområder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig