religion

Religion, guds- eller gudetro. I mange kulturer var og er religion så rodfæstet og altomfattende, at det nærmer sig det meningsløse at udskille begrebet. Religion er her snarest det totale livsmønster, fx hos naturfolk, også fx islam hævder at repræsentere et totalt livsmønster.

En snævrere betydning får man i sekulariserede og pluralistiske samfund, fx de europæiske og nordamerikanske, hvor religion kan defineres som tro på gud eller udfoldelse af den rituelle side af tilværelsen.

Ud fra ordets grundbetydning, at binde, være forpligtet, tænkte romerske forfattere i første række på den rituelle pligt, på det ydre og praktiske: at overholde og gentage de hellige handlinger. Siden fik begrebet en ny betydning: at være forbundet med gud; den indre, personlige tro kom dermed i centrum.

Denne dobbelthed er stadig central. Skal man forsøge at definere religion, kan det indre og det ydre aspekt hver deles i to momenter: det indre, individuelle, der består af en intellektuel overbevisning om, at der findes en højere magt, og en emotionel tilknytning til og afhængighed af denne magt; og det ydre, kollektive, der består af et adfærdsmoment med et handlingsmønster af rituel og etisk art og et socialt moment med fællesskabsformerne.

En anden model, skabt af den britiske religionshistoriker Ninian Smart, senest i bogen Dimensions of the Sacred (1996), opererer med syv dimensioner: en dogmatisk og filosofisk, dvs. læresystemer, fx treenigheden, dharma, trosbekendelser; en mytisk og fortællende, dvs. beretninger om Gud/gud/guder og om tilværelsens grundlæggende vilkår, fx Bibelens skabelsesmyter; en etisk og retlig, dvs. forskrifter om troens konsekvenser for den enkeltes liv, fx det efterlignelsesværdige i Jesu livsførelse og i Buddhas "medfølelse"; en rituel og praktisk, dvs. andagt, bøn og ofring, fx den kristne dåb og nadver og hinduismens yoga; en erfaringsmæssig og følelsesmæssig, dvs. den personlige oplevelse af gud eller det guddommelige, fx Buddhas oplysning under botræet, profeters visionære kaldelse; en social og institutionel, dvs. de organisationer og institutioner, der knytter det enkelte religiøse samfund sammen, fx buddhismens sangha og kristne kirkesamfund; og en materiel, dvs. arkitektur, kunst, hellige steder, bygninger og ikonografi.

Fordelen ved Smarts model er, at man over for den enkelte konkrete religion eller livsanskuelse kan se, hvilke af de syv dimensioner der er udfyldt, og hvor hovedvægten i den enkelte religion ligger. Er fx buddhismen en religion, når der ikke er nogen gud i dens tilværelsestydning? Man kan også se religiøse dimensioner i tilsyneladende verdslige eller endog erklæret religionskritiske systemer: Hvor mange af de syv dimensioner var fx i brug under Mao Zedong, da han blev dyrket af masserne som Østens Sol, eller hvor mange er i brug i moderne vestlig idoldyrkelse af sports- og mediestjerner mv.?

Nogle betragter mennesket som homo religiosus, det væsen, der med nødvendighed er religiøst, fordi det kan formulere spørgsmål om tilværelsens mening. Andre ser snarere homo religiosus som en bestemt mennesketype, fordi spørgsmål om tilværelsen også kan stilles på (natur)videnskabelige måder. Atter andre peger på, at religion og videnskab ikke ophæver hinanden, men at det eksakte og konkrete står i et komplementært forhold til det metaforiske og følelsesmæssige (se også tro og teologi og naturvidenskab).