begravelse (Begravelsesskikke - Kristen begravelse i Danmark til ca. 1800)

Begravelse (Begravelsesskikke - Kristen begravelse i Danmark til ca. 1800), Grundlaget for den kristne begravelse er opfattelsen af mennesket som sjæls og legemes helhed, af legemet som Helligåndens bolig samt troen på kødets opstandelse. Den kristne tanke om genopstandelse er præget af frelsen, symboliseret ved korset, og af den hellenistiske filosofis begreb om legemet som det, der er underordnet ånden. Tanken åbnede for abstrakte perspektiver, men i de riter, som den oldkristne kirke videreførte, levede et konkret begreb om sjælens adskillelse fra kroppen videre. I den katolske kirke blev sjælen hjulpet på vej ved en begravelsesmesse og ved messer efter en uge, efter en måned og på årsdagen. I middelalderen foregik begravelsen inden for få dage efter dødsfaldet og sædvanligvis uden kiste. I højmiddelalderen dominerede den opfattelse, at hvert enkelt menneskes måde at modtage døden på afgjorde opholdet i skærsilden; skikken med at lægge ligets arme over brystet som i bøn skal formentlig ses i sammenhæng hermed. Troen på skærsilden forsvandt officielt ved Reformationen i 1500-t.s første halvdel, men i folketroen levede forestillingen om Nobiskro, eller Naboskrog, videre; det var en mellemtilstand, et limbus, på de n dødes vej til himmerig. De efterlevendes forbøn såvel som fx de mønter, som de gav den døde med i graven (se charonsmønt), kunne hjælpe sjælen frem til den endelige optagelse.

Med Reformationen blev frelsen knyttet nøjere til den enkeltes forhold til Gud; det kirkelige ritual blev i den lutherske kirke begrænset til jordpåkastelsen. At sætte den afdøde et minde blev i 1500-t. et nyt ritual, der hang sammen med tidsalderens nye opfattelse af individet. Fra renæssancen blev ligkister almindelige, og overklassens epitafier viser portrætter af mand og hustru eller hustruer af flere ægteskaber med ofte store børneflokke, også med billeder af de afdøde børn i den alder, de havde, da de døde. Den afdødes sociale betydning blev understreget i barokkens pompøse adelsbegravelser; flere måneders castrum doloris (lat. 'smertensleje', dvs. offentlig vågen over liget i kisten) blev efterfulgt af en pragtfuldt udstyret sørgeprocession og højtid i kirken med en ligprædiken, der opregnede personens og hans/hendes slægts fortjenester.