begravelse (Begravelsesskikke - De ældste begravelsesskikke)

Begravelse (Begravelsesskikke - De ældste begravelsesskikke), vidner om en udbredt opfattelse af et liv efter døden i særdeles konkret forstand. Man har givet den døde gravgaver med på vejen: fyldte madskåle, smykker og våben. Fra de bofaste kulturer findes der spor af måltider holdt ved forfædrenes grave. De findes uafhængigt af, om liget er jordfæstet — den mestudbredte og formentlig ældste skik — eller brændt. I Norden slog ligbrænding igennem i bronzealderen (1700-500 f.Kr.) og holdt sig gennem hele jernalderen frem til vikingetiden, da kristendommen vandt indpas. Det er blevet tolket som en tro på en sjæl, der frigøres efter døden. Vikingetidens sagn fortæller om personer, hvis sjæle i drømme tager bolig i dyr, og om liv i forfædrenes gravhøje. Før kristendommens komme har sjæl og krop haft hver sit liv efter døden.

I antikken var ligbrænding fremherskende; det gjaldt også i Romerriget lige indtil 300-t., da kristendommen blev statsreligion. Det romerske aristokratis begravelsesskikke kan ses som et markant udtryk for slægtens betydning. Portrætter af forfædrene blev i form af deres ansigtsmasker båret i procession i forbindelse med ligtog, og mindebilleder smykkede gravmæle og hjem. Både i de romerske og i de jødiske begravelser var de dødes bolig fredhellig; ingen jødisk grav må sløjfes. Men hos jøderne var genopstandelsen bogstavelig; sjæl og legeme gennemgår efter døden hver sin renselse, før de forenes på den yderste dag. Liget skulle jordfæstes intakt i familiegraven, og sjælen var nærværende i det første år. Jødisk begravelsesskik har fra vask af liget og klædning i linned til den hurtige jordfæstelse og jordpåkastelse lagt grunden for kristen tradition.