Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afrika - religion (kristendommen)

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

I begyndelsen af 100-t. nåede kristendommen til Egypten og i slutningen af samme århundrede til den daværende romerske provins Africa (se kort under Romerriget); i midten af 200-t. fandtes der kristne menigheder i hele det nordafrikanske område. Kirken oplevede en kraftig vækst i perioden frem til kristenforfølgelserne under kejser Diokletian i 303-05; det antages, at der på dette tidspunkt var mellem 250 og 300 bispedømmer i Nordafrika uden for Egypten.

Kirken i Nordafrika var det åndelige centrum for den vestlige kristenhed; i 200-t. fandt latiniseringen af den vestlige kirke sted her, hvilket indebar, at Bibelen blev oversat til latin, og at latin blev gudstjenestesproget. Nordafrika var hjemsted for så indflydelsesrige teologer som Tertullian, Cyprian og Augustin. I 300-400-t. spaltedes den nordafrikanske kirke i hhv. en katolsk og en donatistisk retning; den romerske statsmagt greb i visse perioder ind i striden, næsten udelukkende til gavn for katolikkerne.

Arabernes erobring af Nordafrika i 600-t. fik den konsekvens, at langt de fleste bispedømmer forsvandt, og i 700-t. var størstedelen af befolkningen gået over til islam. Fra de følgende århundreder har man spredte oplysninger om kristne menigheder, men i 1000-t. synes kristendommen helt at være forsvundet fra Nordafrika.

Annonce

Den nubiske kirke bestod også efter oldtiden, og enkelte kirkesamfund har eksisteret ubrudt fra de oldkirkelige århundreder til nutiden, nemlig den koptisk-ortodokse kirke i Egypten og den etiopisk-ortodokse kirke.

1400-1700-tallet

Kristendommens senere udbredelse er tæt forbundet med Europas øvrige forbindelser til Afrika. Med de portugisiske opdagelsesrejsende, der etablerede forsyningspladser langs Afrikas vestkyst, fulgte ofte katolske missionærer, og flere steder kom det til begyndende kirkedannelser. Bedst kendt er kongeriget Kongo ved Congoflodens udmunding, hvor der fra ca. 1550 og et par hundrede år frem eksisterede et kristent kongedømme, grundlagt af Alfonso 1. Også på Afrikas østkyst, navnlig i det nuværende Mozambique, virkede katolske missionærer i kølvandet på den portugisiske indflydelse.

Det første protestantiske initiativ kom omkring 1700 i forbindelse med den hollandske udvandring (de senere boere) til Sydafrika. Senere i 1700-t. blev europæiske handelsstationer i flere tilfælde udgangspunkt for en begrænset protestantisk mission, fx fra det danske fort Christiansborg på Guldkysten (det senere Ghana). Men den kristne tilstedeværelse forblev et kystfænomen og døde gradvis hen, ikke mindst pga. slavehandelens ødelæggende virkninger.

1800-tallet blev den store missionsepoke i Afrika med kampen mod slaveriet som en væsentlig motivation. På protestantisk side førte det til dannelsen af de store kendte missionsselskaber, mens der inden for den katolske kirke etableredes flere nye missionsordener, fx kardinal Lavigeries Hvide Fædre i Algier.

Den kristne kamp mod slaveriet gjorde de vest- og østafrikanske kyster til de første vigtige missionsområder. Åbningen til det indre Afrika skete i 1800-t.s sidste halvdel, dels foranlediget af europæiske opdagelsesrejsende som Livingstone og Stanley, dels i forbindelse med den koloniale ekspansion. Afrikas opdeling i kolonier medførte ofte et sammenfald i nationalitet og konfession mellem mission og kolonimagt, hvilket forstærkede indtrykket af kristendommen som repræsentant for europæisk politisk og kulturel dominans. Flere steder kom det til en stærk rivalisering mellem katolsk og protestantisk mission med kongedømmet Buganda som et karakteristisk eksempel.

Fra 1900-t.s begyndelse blev valget af missionsområder ofte bestemt af ønsket om at dæmme op for islams videre udbredelse; det var således det erklærede formål for Dansk Forenet Sudanmission, der stiftedes i 1911 og virkede i Nordnigeria fra 1913. Efter 1. Verdenskrig måtte missionærer af tysk nationalitet trækkes tilbage, hvilket gav plads for især amerikanske selskaber, men også for danske missionærer, fx i Tanzania. Missionsaktiviteten og de efterfølgende kirkedannelser har gennem 1900-t. ført til en betydelig vækst i antallet af kristne (ofte under kraftig rivalisering med islam), således at Afrika nu regnes for et betydeligt kristent kontinent, især inden for den katolske kirke.

Væksten skal ses i sammenhæng med missionernes og siden kirkernes indsats inden for sundheds- og uddannelsessektorerne. På sygdomsområdet var der tale om en pionerindsats, som resulterede i oprettelsen af talrige klinikker og hospitaler. Gennem oprettelsen af skoler og andre uddannelsesinstitutioner fik missionen en revolutionerende virkning på udviklingen i de afrikanske samfund. I flere lande fik kirkerne næsten monopol på især grundskolerne. Efter uafhængigheden omkring 1960 kom det nogle steder til en nationalisering af skolerne, fx i Tanzania, men under indtryk af den almindelige krise i Afrika har der i de senere år været en tendens til atter at inddrage kirkerne i uddannelsessystemet. Et væsentligt træk ved kristendommens udbredelse har dels været oversættelse af Bibelen til afrikanske sprog, dels udviklingen af selvstændige - ofte nationale - kirker under afrikansk lederskab. Det begyndte fra neden med uddannelse og ordination af afrikanske præster, hvor de protestantiske kirker prioriterede bredden, mens den katolske kirke lagde vægt på en grundig teologisk uddannelse; i 1923 var der således 88 afrikanske katolske præster, mens der var 300 i 1939. Derimod gik det meget langsomt med afrikaniseringen af lederskabet i koloniperioden. Først fra ca. 1960 blev afrikanske biskopper i stort tal ordineret under indflydelse af den politiske og nationale selvstændighed. I 1963 var der fx 78 afrikanske biskopper i Afrikas 312 katolske bispedømmer; i 1993 var næsten alle biskopper afrikanere. Den første afrikanske kardinal blev udnævnt i 1960; i 1993 var antallet vokset til 11.

Identificeringen af kristendommen med europæisk civilisation og den langsomme afrikanisering af såvel lederskab som forkyndelse førte flere steder, ikke mindst i Sydafrika, til opgør med missionsdominansen. Der fremkom mange især protestantiske kirker, der går under navnet uafhængige kirker, og tendensen fandt også udtryk i profetbevægelser som aladura i Vestafrika og kimbanguisme i Den Demokratiske Republik Congo. Fænomenet kendes dog også inden for den katolske kirke, fx Legio Mariae i Kenya og fra Zambia ærkebiskop Milingos helbredelsesgudstjenester.

Generelt har kristendommen ofte stået i et vist modsætningsforhold til afrikansk religion. Mange, især protestantiske missionærer, har været præget af pietismens arv og har ofte tillagt individuel omvendelse stor betydning (se abalokole), hvor traditionel afrikansk religion tværtimod fremhæver fællesskabet og gruppetilhørsforholdet. I de senere år er der vokset en særlig afrikansk teologi frem, der især i Sydafrika er blevet til en form for befrielsesteologi. Den såkaldte inkulturationsdebat er fuldt aktuel: Hvordan skabes en ægte afrikansk kristendom, som har frigjort sig fra de vesteuropæiske forbilleder?

Mens de protestantiske kirker almindeligvis er organiseret som selvstændige, ofte nationale kirker, er det et vigtigt spørgsmål blandt katolske biskopper, præster og lægfolk, hvordan de afrikanske kirkers selvstændighed som lokalkirker kan forenes med Vatikanets overhøjhed.

Læs mere om religion i Afrika.

Læs mere om Afrika i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: Afrika - religion (kristendommen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33683