Thomas Becket, 1118-29.12.1170, engelsk kansler, ærkebiskop af Canterbury. Han stammede fra en købmandsfamilie i London, var uddannet i Paris og Bologna og blev 1155 Lord Chancellor under Henrik 2. Thomas Becket fik hurtigt ry som en hensynsløst ærgerrig, men også dygtig og ubestikkelig politiker. Som kansler havde han et forbilledligt samarbejde med kongen. Dette embede afsagde han, da han 1162 blev udnævnt til ærkebiskop af Canterbury. Som ihærdig forsvarer af den kirkelige frihed fik han hurtigt skabt et alvorligt modsætningsforhold til kongen og måtte 1164 flygte i eksil i Frankrig; i 1170 blev der sluttet fred mellem parterne, og han kunne vende tilbage til Canterbury i triumf. Samme år blev han myrdet i katedralen af fire af kongens riddere. Man berettede hurtigt om undere ved hans grav. Som martyr blev Thomas Becket helgenkåret allerede i 1173, og Canterbury blev en betydelig valfartsby for pilgrimme. På billedlige fremstillinger ses han gerne klædt som ærkebiskop, af og til med kløvet isse. Hans kirkelige festdag er 29/12, datoen for hans martyrium.