Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Teresa de Jesús

Oprindelig forfatter LON Seneste forfatter Redaktionen

Teresa de Jesús, Teresa fra Ávila, 28.3.1515-4.10.1582, spansk karmeliternonne og mystiker, født i Ávila af adelig familie og 1535 optaget i byens karmeliterkloster; her gennemgik hun en konfliktfyldt sjælelig udvikling, hvorunder hun blev grebet af mystikken og indså nødvendigheden af at reformere ordenslivet.

I sin selvbiografi beskrev hun sine erfaringer, der i 1572 kulminerede med hendes åndelige ægteskab med Kristus. Sin selvstændige mystiske teologi, der beskriver syv stadier på sjælens vej til forening med Gud, udviklede hun i flere håndbøger i det mystiske liv; de mest betydningsfulde er Fuldkommenhedens vej og Den indre borg.

Grundlæggelsen i 1562 af Sankt Josef-klosteret i Ávila var det første resultat af Teresas reformatoriske virke. Derefter arbejdede hun utrætteligt på at føre sin orden tilbage til den oprindelige klosterregel, og ved hendes død var de såkaldte barfodede karmelitere udbredt over det meste af Spanien.

Annonce

Juan de la Cruz var Teresas nære medarbejder såvel teologisk som praktisk. Teresa blev kanoniseret 1622 og ophøjet til kirkelærer 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauge Olaf Nielsen: Teresa de Jesús i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170902