Birgitta af Vadstena

Birgitta af Vadstena, den hellige Birgitta, ca. 1303-23.7.1373, svensk helgeninde, Birgittinerordenens grundlægger.

Birgitta blev født ind i den magtfulde Finsta-slægt (Uppland), og både den svenske konge Erik den Hellige og den danske konge Knud 4. den Hellige var blandt hendes forfædre.

En aristokratisk kaldsbevidsthed prægede hende fra tidlig barndom. Som barn havde hun også religiøse syner og modtog åbenbaringer. I en alder af 14 år blev hun gift med den senere lagmand Ulf Gudmarsson. I dette efter alt at dømme lykkelige ægteskab fødte Birgitta otte børn. Efter en fælles valfart til Santiago i Spanien 1341-42 besluttede ægtefællerne at indtræde i religiøs stand.

Efter Ulfs død i cistercienserklostret i Alvastra (Östergötland) 1344 eller 1346 vendte Birgitta sin opmærksomhed mod religiøse opgaver. Vejledt af Mathias Övedsson (d. 1350), en af tidens mest fremtrædende svenske teologer, formulerede hun sine tanker om centrale trosspørgsmål og det sande kristenliv.

Efter Mathias' død var cistercienserprioren Peter Olovsson og hans navnefælle, magister Peter Olovsson fra Skänninge, hendes bestandige ledsagere og skriftefædre.

Den sidste tredjedel af sit liv, 1350-73, tilbragte Birgitta i Rom. Den klosterorden, som hun grundlagde (se birgittinere), blev pavelig godkendt i 1370 og 1378. Året før sin død foretog hun en valfart til Det Hellige Land. Hun døde i Rom og blev gravlagt i Vadstena, og hendes datter Katarina blev forstanderinde for det kloster, der blev opført dèr. Birgitta blev helgenkåret af pave Bonifacius 9. i 1391.

Efter diktat nedskrev skriftefædrene gennem årene hendes syner og åbenbaringer på latin. Det var i Rom, at hendes skrifter, i alt ca. 700 tekster af vekslende længder, blev samlet til værket Revelationes coelestes (Himmelske åbenbaringer), redigeret i syv bøger og et antal extravagantes, dvs. tekster uden for samlingen (sv. oversættelse i fire bd. af T. Lundén, Den heliga Birgittas himmelska uppenbarelser, 1957-59). Birgitta betragtede sin indsats for kirken og samfundet i forlængelse af de gammeltestamentlige profeters opgave: At rense troen for vildfarelser og at lede menneskene til bod, omvendelse og et sandt guddomsliv. Som middel dertil anbefalede hun åndelig fordybelse og mystisk indlevelse, hyppig brug af sakramenterne og hengiven lydighed og kærlighed til den lidende Kristus, Maria og Guds kirke. I sin mystik stod Birgitta i forlængelse af traditionen fra Bernhard fra Clairvaux. Den spanske biskop Alfons af Jaén, der foretog den sidste redigering af hendes skrifter, sammenstillede efter 1375 en række af hendes åbenbaringstekster til et fyrstespejl efter spanske forbilleder (bog 8). Den første bogtrykte udgave af Revelationes udkom 1492 i Lübeck.

Gennem sine profetisk-politiske skrifter kom Birgitta i konflikt med den svenske konge Magnus Eriksson, som ikke i alle sine gerninger indfriede hendes forventninger til en kristen fyrste, og hun vakte opmærksomhed ved sine formaninger til fred under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig. Pavedømmet i Avignon revsede hun skånselsløst og forlangte pavens tilbagevenden til Rom og til de apostolske idealer.

Den hellige Birgitta afbildes i den gifte kvindes dragt med hoved- og hagelin; hun er en af de få helgeninder, der har indgået ægteskab. Hendes attributter er bogen og pennen, der henviser til hendes nedskrevne åbenbaringer. Desuden ses hun ofte fremstillet som pilgrim med vandrerstav og taske. I Tensta Kirke i Uppland, Sverige, har kalkmalerimesteren Johannes Rosenrod i 1430'erne fremstillet otte scener fra den hellige Birgittas liv.

Birgittas åbenbaringer, først og fremmest hendes syn af Jesu fødsel, har været til inspiration for megen kunst i senmiddelalderen og renæssancen.