origenisme

Origenismen kendetegnes ved at hævde apokatastasis (læren om altings genoprettelse), en platonisk metafysik, materiens evighed, sjælens præeksistens og frisættelse fra lidenskab (på græsk apatheia) og ved at benægte kødets opstandelse og Guds evige skabelse. Origenes' oprindelige helhedssyn blev fragmentarisk brugt i den egyptiske og palæstinensiske munkebevægelses mystiske teologi, fx hos munken Euagrios af Pontos, der også inspirerede den isokristne origenisme (af græsk isos 'samme, ens'), som lærer, at enhver sjæl er lig med Kristi egen, der er uden del i arvesynden, og hvis forrang kun er foreløbig.

Den origenistiske strid kaldes de stridigheder, som origenismen medførte i 300-500-tallet. Origenismen mødtes med hidsig kritik, bl.a. af Hieronymus, der tidligere havde været en varm fortaler for Origenes, og af Epifanios af Salamis. Blandt forsvarerne var Rufinus af Aquileia og Johannes fra Jerusalem (død 417), men kritikken interesserede sig ikke for Origenes' flertydighed, og ved at ignorere udviklingen af teologiens begrebsliggørelse dømte den ensidigt efter de gældende dogmatiske formuleringer; hvad Origenes havde ment som et tankeforsøg, blev forstået som en teologisk doktrin.

Efter bitter strid greb biskop Theofilos af Alexandria ind og kætterdømte i 400 Origenes efter forinden at have afsat Origenes-sympatisøren Johannes Chrysostomos. I Vesten faldt Hieronymus over Rufinus, der i oversættelsen af Om Grundbegreberne, Origenes' hovedværk, beskyldtes for at have manipuleret teksten; hans egen oversættelse skulle vise Origenes' uforfalskede kætterier. Munken Euagrios' origenisme medførte kejser Justinian 1.s bandlysning af Origenes i 543 og 553, der ordret gengiver passager fra Euagrios' skrifter.

• den alexandrinske skole
• Origenes