Montanisme, oldkirkelig retning, grundlagt i 150'erne i Lilleasien af Montanos fra Frygien, der som Helligåndens talsmand skulle give de kristne en sidste belæring om sandheden. Retningens udbredelse byggede på forventningen om et kristent tusindårsrige og en åndelig og moralsk vækkelse.
Kun enkelte orakeludsagn af montanismens to profetinder, Maximilla og Prisca, og af Montanos selv er kendt. Heri påberåber de sig Helligåndens autoritet og afviser kirkens og endda NTs forrang. De profeterede verdens nært forestående undergang og det ny Jerusalems nedstigen på en slette i Frygien ved Pepusa; de krævede i denne apokalyptiske forventning en streng askese, forbød vielse af fraskilte og opfordrede medlemmerne til at påtage sig martyriet.
En anden fase af montanismen, der især vandt udbredelse i Nordafrika, findes omtalt af kirkefaderen Tertullian, der ca. 207 gik over til montanismen; hans skrifter vidner om strenge etiske regler, der skulle fastholde den kristnes hellighed i en syndig verden.
Som andre oldkirkelige retninger marginaliseredes montanismen i takt med enhedskirkens konsolidering; de sidste vidnesbyrd om dens eksistens stammer fra 500-t.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.