den iro-keltiske kirke

Kristendommen kom til Irland i løbet af de første århundreder e.v.t., muligvis fra den østlige kirke; kristendommen udviklede sig selvstændigt som den iro-keltiske kirke fra 400-tallet, da Irland i flere århundreder var afskåret fra den øvrige verden.

Irlands sociale struktur centreredes om klaner, og kirken fulgte samme princip. Kirken organiseredes omkring klostrene, og abbederne kom fra de store klaners høvdingeslægter. I hvert kloster fungerede en munk som biskop under abbeden. Klostrene prægedes af asketiske munkeidealer, men ikke af nogen fast struktur som den romerskkatolske kirkes klostervæsen.

Den iro-keltiske kirkes egenart viste sig bl.a. ved en anden kalenderplacering af påsken end den, der var gældende i den romerske kirke, og ved blot én neddypning ved dåben.

Mens kirken var afsondret fra Rom, dvs. frem til 1152, opretholdt den sit høje kulturelle stade med en levende tradition fra den østlige kirke; således bevaredes kendskabet til græsk sprog og teologi. Især omkring klosteret Armagh blomstrede denne egenartede kirkekultur og tradition; se også Book of Kells.

Den iro-keltiske kirke var missionerende, og munkene kom så langt som til Island og Bayern. Varigt satte de sig spor i Bretagne samt i Skotland og Nordengland, navnlig via munken Columcilles mission.

I Sydengland blev den iro-keltiske kirke fortrængt af den romerskkatolske kirke efter synoden i Whitby i 664. I Irland skete sammenslutningen først i 1152 ved et kirkemøde i Drogheda og ved den engelske kong Henrik 2.s erobring af Irland i 1171.