Den nubiske kirke, kirkesamfund, der i middelalderen strakte sig fra Aswan i nord til Khartoum i syd. Formentlig bragte koptiske kristne i 400-500-t. den monofysitiske kristendom til området. I 543 udsendte kejser Justinian 1. dyofysitiske missionærer til Nubien samtidig med, at hans kejserinde Theodora sendte den monofysitiske presbyter Julian. Således blev Nubien inddraget i striden om Kristi natur (se kristologi), men den nubiske kirke forblev monofysitisk under patriarken i Alexandria. Den nubiske kirke overtog fra begyndelsen de gamle hedenske templer som kirkebygninger, fx på Niløen Philae; først senere byggedes nye kirker, præget af byzantinsk kunst.

Den nubiske kirke blomstrede indtil 1300-t., da en kraftig islamisering blev sat ind under mamlukkerne. På det nubiske sprog er der kun overleveret rester af kristen litteratur; disse har den hellige Menas som emne. Fra 1800-t. blev katolsk og protestantisk mission påbegyndt i Nubien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig