• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

den koptisk-ortodokse kirke

Oprindelig forfatter NArP Seneste forfatter Redaktionen

den koptisk-ortodokse kirke, det største kirkesamfund i Egypten. Traditionen hævder, at evangelisten Markus bragte kristendommen til Alexandria, og at de alexandrinske biskopper, der er overhoveder (patriarker) for Egyptens kirke, er hans efterfølgere (se apostolsk succession). Historisk set er denne tradition tvivlsom, men grundlæggende for den koptisk-ortodokse kirkes selvforståelse.

Den ældste egyptiske kirke var græsk, men fra ca. 300 blev kopterne kristne, og munkevæsenet og en koptisk litteratur opstod. Den koptisk-ortodokse kirke brød med rigskirken, fordi denne på koncilet i Kalchedon i 451 vedtog læren om Kristi to naturer. Derefter støttede de byzantinske kejsere det kalchedonensiske mindretal og forfulgte ofte flertalskirken (se monofysitisme). Den arabiske erobring af Egypten i ca. 640 betød, at kopterne blev pålagt den særlige kopskat, jizya, som islam kræver af kristne og jøder. Efterhånden konverterede størsteparten af befolkningen til islam, og i 800-t. satte talesprogets gradvise uddøen ind. I middelalderen fandt pogromagtige forfølgelser af kopterne sted, men koptere opnåede også høje stillinger i den egyptiske administration.

I 1800-t. blev koptere og muslimer stillet lige på mange områder. Patriarken Kyril 4. (1854-61) indførte moderne skoler, men under hans efterfølgere blev kirken præget af en strid mellem et konservativt kleresi og en lægmandsbevægelse, der stræbte efter reform. Denne strid er i dag overvundet. Indtil nyeste tid var den etiopisk-ortodokse kirke underlagt den koptiske patriark, der siden 1971 har heddet Shenuda 3. Trods den dogmatiske uenighed med de kalchedonensisk-ortodokse kirker hører den koptiske kirke til samme kristendomstype med munkevæsen og helgen-, relikvie- og Mariakult. Kirken har fem store faster og mange fester. Koptisk er stadig liturgisk sprog. Der har i 1900-t. været en vis koptisk udvandring til Vesten, og der findes en lille koptisk menighed i Danmark med egen kirke i Taastrup. I Egypten er der i nyere tid opstået mindre, katolsk-koptiske og evangelisk-koptiske kirker.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Arne Pedersen: den koptisk-ortodokse kirke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109984



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. den koptisk-ortodokse kirke
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik