Faktaboks

Justinus Martyr

Justin Martyr

Død
165
Levetid - kommentar
Dødsåret er omtrentligt, og fødselsåret er ukendt.

Justinus Martyr regnes blandt de ældste kristne apologeter, dvs. forsvarere af kristendommen over for den ikke-kristne verden. Han var født i Nablus i Palæstina, formentlig af græske forældre, men levede det meste af sit liv i Rom. I begyndelsen af Marcus Aurelius' kejsertid blev han arresteret af de romerske myndigheder og henrettet med sværd for sin tro.

Af Justinus' forfatterskab kendes kun to skrifter: et forsvarsskrift for kristendommen stilet til Antoninus Pius, romersk kejser 138-61, og en dialog med jøden Tryfon om forholdet mellem jødedom og kristendom. Overalt lægger han Septuaginta, den græske oversættelse af GT, til grund for sin argumentation og bringer udførlige skriftbeviser for kristendommens sandhed. Før sin omvendelse havde han stiftet bekendtskab med den græske filosofis forskellige skoler, bl.a. platonikerne og kynikerne, men for ham var kristendommen den sande filosofi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig