Athanasius

Ifølge Rufins kirkehistorie blev Athanasius døbt, da han som barn legede dåb ved stranden med nogle venner, tilfældigvis overhørt af biskop Alexander. Da drengene havde anvendt den rette dåbsformel, måtte dåben opfattes som gyldig, hvorfor de efterfølgende måtte indlade sig på katekumenatet.

Athanasius' langvarige embedstid som biskop var præget dels af kamp mod arianerne, dels af en styrkelse af kirkens indre liv. Kampen mod arianerne bragte ham i konflikt med statsmagten, og flere gange blev han enten sendt i eksil eller tvunget til at flygte for en tid. Han fik etableret et godt forhold mellem kirkens ledelse og den fremvoksende eneboer- og klosterbevægelse, hvad der i krisesituationer betød en styrkelse af kirken over for statsmagten og forsøgene på at skaffe arianerne indflydelse.

Athanasius har skrevet en række vigtige teologiske værker af apologetisk og dogmatisk indhold samt en række historiske, polemiske og opbyggelige skrifter og fortolkninger af bibeltekster. Heriblandt kan nævnes Om inkarnationen (latinsk titel De incarnatione Verbi Dei), hvori Athanasius fremstiller en sammenhængende forsoningslære med afsæt i det kristne dogme om inkarnationen, og det biografiske værk Antonius' liv (Vita Antonii), om ørkenmunken Antonius.

Athanasius' polemiske værker mod arianerne gjorde ham til en vigtig forsvarer af den nikænske trosbekendelses lære om forholdet mellem Gud Fader og Søn. Dette til trods for at han først sent i sine værker gjorde eksplicit brug af den nikænske trosbekendelses begreb om homoousi eller væsensenhed mellem Gud Fader og Søn.

Hans faste udbygning af kirkens organisation fremgår blandt andet af det faktum, at han hvert år ved påsketid rundsendte et hyrdebrev til samtlige biskopper og klosterforstandere i Egypten. I det 39. påskebrev, skrevet i 367, findes den ældst kendte opregning af de 27 skrifter, som Det Nye Testamente endnu omfatter.

• arianisme
• Alexander af Alexandria
• den nikænske trosbekendelse