Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Laurentius

Oprindelige forfattere HJFr og PeGr Seneste forfatter Redaktionen

Laurentius. Blandt de tidlige billedfremstillinger af Sankt Laurentius er denne mosaik fra kort før 450 i kejserinde Galla Placidias mausoleum i Ravenna. Helgenen holder en korsstav over højre skulder og evangeliet i venstre hånd. I en sejrssikker attitude kigger han beskueren i øjnene, mens flammerne brænder lystigt under den store rist, hvorpå han led martyrdøden. Det åbne bogskab tv. rummer Det Nye Testamentes fire evangelier.

Laurentius, ifølge traditionen d. 10.8.258, kristen martyr. Legenden om ham, der er nedskrevet ca. 500, beretter, at han som diakon i Rom blev beordret til at udlevere de kristnes skatte til kejseren, hvorefter han mødte op med en skare fattige og syge. Han led martyrdøden og blev stegt levende på en rist. Hans grav har siden 300-t. været genstand for helgenkult, og den kirke, der siden byggedes over den, San Lorenzo fuori le mura, er en af Roms syv valfartskirker.

I Norden var han i middelalderen en meget populær helgen. Lunds Domkirke omtales allerede i 1085 som indviet til (Vor Frue og) Sankt Laurentius, der på folkesproget blev til Lars. I billedkunsten er risten, som han led martyrdøden på, hans attribut.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørgen Frederiksen, Peter Grane: Laurentius i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115133