Peter Ouspensky, egl. Pjotr Uspenskij, 1878-1947, russisk forfatter og filosof, som efter Den Russiske Revolution bosatte sig i Vesten. Blandt hans mest udbredte bøger er Tertium Organum (1912, da. 1945) og In Search of The Miraculous (1950, da. På sporet af det mirakuløse, 1987), der skildrer Ouspenskys interesse for og samarbejde med den farverige og underfundige okkultist Georgei Gurdjieff. Gurdjieff mente bl.a., at den menneskelige bevidsthed kan udvikles gennem særlige danseøvelser og askese. Kontakten med Gurdjieff blev en vigtig inspirationskilde for Ouspensky, der livet igennem var stærkt interesseret i praktiske metoder til udvikling af selvet. Ud fra disse tanker grundlagde Ouspensky senere "Den Fjerde Vejs Skole".