Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.P. Blavatsky

Oprindelig forfatter OBoH Seneste forfatter Redaktionen

Teosofisk Selskab. Madame Helena Blavatsky brugte fra 1870'erne dette symbol som sit personlige emblem. Heksagrammet (davidsstjernen) består af to sammenflettede trekanter, der repræsenterer hhv. den åndelige og den fysiske verden. Hagekorset (svastika) symboliserer den uendelige skabelsesproces, slangen er udødelighed, og kronen er fuldkommenhed. Hendes forbogstaver står i midten, idet E på russisk står for Jelena.

H.P. Blavatsky, Helena Petrovna Blavatsky, 12.8.1831-8.5.1891, født von Hahn-Rottenstern, russisk teosof og okkultist.

I en alder af 17 år blev hun gift med den væsentlig ældre general Blavatsky, som hun forlod efter et kortvarigt ægteskab. Hun gennemrejste store dele af verden: Tyrkiet, Grækenland, Egypten, Canada, USA, Mexico og Tibet; overalt søgte hun kontakt med okkultister af forskellige retninger og udviklede angiveligt selv magiske og oversanselige evner.

Efter længere ophold i Rusland rejste hun 1873 til USA, hvor hun traf oberst Henry Olcott, med hvem hun i 1875 grundlagde Theosophical Society, Teosofisk Selskab.

Annonce

I 1879 rejste Olcott og Blavatsky til Indien, hvor de fra 1882 boede i Adyar ved Madras, som lige siden har været Teosofisk Selskabs internationale centrum.

I 1884 blev Madame Blavatsky beskyldt for bedrageri. Hun havde hævdet, at dele af hendes bøger på mystisk vis blev skrevet af Himalayas mahatmaer, mens hun sov; og en rapport udarbejdet for Society for Psychical Research hævdede, at mahatmabrevene var skrevet med hendes håndskrift.

Madame Blavatsky forlod Indien i 1885, tilsyneladende nedbrudt; hun døde seks år senere i London. Hendes vigtigste bøger er Isis Unveiled (1877) og The Secret Doctrine (1888, da. Den hemmelige lære, bd.1-4, 1970-71). Værkerne indeholder et væld af oplysninger om okkultisme og religion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oskar Borgman Hansen: H.P. Blavatsky i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48157