ISKCON, International Society for Krishna Consciousness, populært kaldet Hare Krishna, religiøs bevægelse, stiftet i USA i 1966 af Bhaktivedanta Swami Prabhupada som en udløber af en bengalsk sekt, stiftet i 1500-t. af Caitanya. ISKCONs religiøse forestillinger er centreret om den hinduistiske gud Krishna, som de troende søger at etablere et intenst kærlighedsforhold til (bhakti). Kernemedlemmerne lever som munke og nonner i klosterfællesskaber. ISKCON anser det moderne vestlige samfund for fordærvet og anbefaler de idealer, som skildres i en række hinduistiske helligskrifter. På verdensplan har ISKCON ca. 4000 stabile medlemmer..