Bhagwanbevægelsen, religiøs bevægelse grundlagt omkring 1970 af inderen Bhagwan Shree Rajneesh (født Mohan Chandra Rajneesh), kaldet Osho (1931-90). Dens medlemmer har været kaldt "De orange" eller "Neo-Sanyassins" (se Neo-Sannyasin Movement). Læren fokuserer på selvudvikling: Mennesket skal frigøre sig fra alle bindinger og lære at elske sig selv så vel som andre; hengivenhed til Mesteren betragtes dog som en forudsætning. Midlet er en lang række terapiformer, som ofte involverer voldsomme fysiske aktiviteter. Bhagwanbevægelsen bygger reelt på mange religiøse traditioner, men i stedet for at reproducere dem forkyndes en ny og revolutionerende lære, der fornægter det gamle.

I 1974 etablerede Rajneesh sig med en lille kreds af tilhængere i Pune (Poona) i Indien; kredsen voksede hurtigt og blev snart sammensat af folk fra hele verden. I 1981 etablerede bevægelsen sig i Oregon, USA, hvor stærke indre konflikter og skandaler førte til trossamfundets opløsning. Bhagwanbevægelsen er i dag rekonstrueret, men eksisterer først og fremmest som et led i det brede New Age-miljø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig