jødekristne

Jødekristne var kristne af jødisk herkomst, modsat hedningekristne. De første kristne har alle været jødekristne, heriblandt Paulus og de andre apostle.

De jødekristnes menigheder i Palæstina blev udsat for forfølgelse fra deres ikke-kristne landsmænds side, bl.a. fordi de jødekristne anså Jesus, som de jødiske myndigheder havde fået henrettet, for at være Messias eller Kristus. Sandsynligvis var de jødekristne også kritisk indstillet over for den officielle jødedom, således at de kunne beskyldes for undergravende virksomhed; Johannesevangeliet vil vide, at de blev udstødt af synagogen (Johannesevangeliet, 9,22-34; 12,42; 16,2; jf. Lukasevangeliet, 6,22).

Tidligt organiserede de palæstinensiske jødekristne sig i menigheder; et forbillede kan de have hentet hos essæerne. De jødekristne har også haft en ledelse, idet Paulus omtaler "søjlerne" eller "de ansete" som de jødekristnes autoriteter; til dem hørte Jesu bror Jakob og apostlene Peter og Johannes, Zebedæus' søn (1. Korintherbrev, 9,5; 15,7; Galaterbrevet, 1,19; 2,9 ff.; jf. Apostlenes Gerninger, 21,18 ff.).

Missionen blandt de palæstinensiske jøder blev tidligt afsluttet; opgaven var herefter at bringe kristendommen til jøderne i diasporaen, hvor det store flertal af datidens jøder boede. Dette var Peters opgave, ligesom det var Paulus' at bringe kristendommen til de ikke-jødiske folk. Jødekristne og hedningekristne menigheder var således fra første færd adskilt.

I ca. 300 berettes det hos kirkehistorikeren Euseb, at Jerusalems jødekristne ved udbruddet af Den Jødisk-romerske Krig i 66 drog til Pella i Østjordanlandet. Siden betragtedes de som sekteriske; på nytestamentlig tid er der dog intet sekterisk at spore hos dem, og de krævede ikke, at hedningekristne overholdt Moseloven, herunder budet om omskærelse.