Inkarnation er en guddoms tilsynekomst som menneske. Inkarnation må ikke forveksles med tanken om, at en gud kan vise sig i forskellige skikkelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet inkarnation kommer af in- og afledning af latin caro 'kød', genitiv carnis, ordret 'det at blive kød', dvs. menneske.

Forestillingen om inkarnation findes i mange religioner; den er fremherskende i hinduismen, men får en ganske særlig betydning i kristendommen, der som en monoteistisk religion betoner Guds radikale forskel fra verden og mennesket. Skaberen kan ikke blive en skabning. Alligevel hævder den kristne tro, at Guds væsen åbenbarer sig i et menneske: Guds ord har frembragt verden, men fordi verden ikke vil kende det, bliver ordet kød (Johannesevangeliet, kap.1). Den faldne verden kan frelses, idet Gud bliver tilgængelig i mennesket Jesus. Dette forhold blev allerede i 100-tallet kaldt for inkarnation.

I antik sammenhæng vakte tanken om inkarnation anstød, da den syntes at true Guds uforanderlighed. Den kristne teologis hovedtema blev herefter at vise gudstankens forenelighed med inkarnationen (fx Athanasios i 300-tallet og Anselm af Canterbury sidst i 1000-tallet). Resultatet af de teoretiske anstrengelser var læren om Kristi to naturer, en guddommelig og en menneskelig. Denne lære var hovedpunktet i det Kristusdogme, der blev stadfæstet på koncilerne i Nikæa i 325 og i Kalchedon i 451.

Den moderne teologi er i høj grad en strid om forståelsen af inkarnationen. Centralt står Kierkegaards påstand om inkarnationen som det paradoks, forstanden strander på for derved at fremkalde eksistensens afgørelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig