Simon, (gr. form af hebr. Simeon), alm. mandsnavn i jødedommen, i NT blandt andre:

1 en af Jesu brødre, se Matth. 13,55,

2 apostlen Peters navn, før Jesus kaldte ham Peter, Matth. 16,17-18,

3 Simon fra Kyrene (i Nordafrika), den mand, som blev tvunget til at bære tværbjælken af Jesu kors, Matth. 27,32 og Mark. 15,21,

4 Simon Mager, ifølge Ap.G. 8,9-24 en magikyndig i Samaria, der forsøgte at købe Helligånden af apostlene (simoni). Denne Simon blev siden opfattet som ophavsmand til gnosticismen,

5 Simon Zelotes, ifølge Luk. 6,15 en af Jesu apostle. I Matth. 10,4 og Mark. 3,18 er tilnavnet Kanaanæer. I begge tilfælde tyder navnet på et tidligere tilhørsforhold til zeloterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig