Petersbrevene

Petersbrevene er to af de Katolske Breve i Det Nye Testamente. De er efter eget udsagn skrevet af apostlen Peter, men det er af flere grunde en problematisk påstand.

1. Petersbrev er antagelig skrevet i Rom i 90'erne og henvender sig til forskellige lilleasiatiske menigheder. Solidt forankret i urkristen tradition er dette brev forkyndende og navnlig formanende. Med tanke på adressaternes himmelske tilhørsforhold tiltales de som udlændinge hér (1,17; 2,11) og som udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folk (1,1). De må derfor en tid være forberedt på forfølgelser og lidelser, ligesom Kristus har måttet udstå lidelser, og de skal tilmed glæde sig over at lide for Kristi skyld (3,14-18; 4,12-19). I den situation formanes og opmuntres de til indbyrdes kærlighed og omsorg og til at leve på en sådan måde, at de bliver et vidnesbyrd for dem, de lever iblandt (2,11-12). Hustavlen rummer særlige formaninger til forskellige grupper inden for menigheden (2,13-3,12).

2. Petersbrev, der måske er det yngste skrift i Det Nye Testamente, blev først sent alment anerkendt som kanonisk. Det er antagelig skrevet i begyndelsen af 100-tallet, men hvor og til hvem lader sig ikke afgøre. Brevet formaner læserne til at arbejde på at befæste kaldelsen og udvælgelsen (1,3-11), at stole på apostlenes og profeternes vidnesbyrd (1,12-21), at være på vagt over for falske profeter og lærere (2,1-22; jf. Judasbrevet) samt ikke at tvivle på, at Herren kommer igen. For ham er én dag som tusinde år (3,1-13), og hans langmodighed er til frelse (3,9.15).