Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Nye Testamente

Oprindelig forfatter Mull Seneste forfatter Redaktionen

Det Nye Testamente, NT, den kristne Bibels anden hoveddel (første hoveddel udgøres af Det Gamle Testamente, forkortet GT). Det latinske testamentum gengiver det græske diatheke 'pagt' i betydningen 'forordning'. Navnet henviser til den nye pagt, som er profeteret i GT (især Jeremias' Bog 31,31-34), og som ifølge kristen opfattelse blev indstiftet ved Jesu død (se Jesus Kristus).

Allerede hos Paulus optræder betegnelsen den gamle pagt om Moseloven (2.Kor. 3,14), og i analogi hermed blev den nye pagt, NT, efterhånden navnet på den samling skrifter af kristen oprindelse, som fra ca. midten af 100-t. fik status som helligt skrift på linje med GT. En sådan sprogbrug synes forudsat hos Meliton fra Sardes ca. 170, men er først sikkert bevidnet hos Klemens fra Alexandria ca. 200.

Tilblivelse, omfang, indhold

Samlingen af de nytestamentlige skrifter som udtryk for kirkens trosgrundlag og særlige tolkning af GT var et led i dens konsolidering og afvisning af andre skrifter, fx gnostiske. Betydning fik her bl.a. Markions skabelse ca. 150 e.Kr. af en "bibel", der udelukkende bestod af kristne skrifter.

Annonce

Omfanget af de 27 skrifter, som i dag udgør NT, blev fastlagt gennem en proces, der i store træk var afsluttet ca. 200; nogle skrifter var dog fortsat omstridte i de følgende århundreder, og helt fast lå tallet først i slutningen af 300-t., da et politisk ønske om en fast afgrænsning af en autoritativ skriftsamling opstod som følge af, at kristendommen var blevet statsreligion. På reformationstiden lagde Luther til at begynde med op til, at enkelte skrifter, fx Jakobsbrevet, burde tages op til fornyet overvejelse, men frafaldt det igen.

Indholdsmæssigt falder NT i fire afdelinger. Først står de fire evangelier, som traditionen har tilskrevet hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ældst er Markusevangeliet (fra ca. 70), mens de andre evangelier antages at stamme fra de sidste årtier af 1. årh. e.Kr. Matthæusevangeliet er anbragt forrest, fordi det med sin indledende slægtstavle begynder med begyndelsen. Det kan overraske, at man således accepterede fire forskellige evangelier, men udbredt brug sikrede deres forbliven. Fortællende er også Apostlenes Gerninger, der faktisk er anden del af et dobbeltværk, hvis første del er Lukasevangeliet. At de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, skyldes i hvert fald også, at Apostlenes Gerninger skal stå som optakt til NTs tredje afdeling, apostelbrevene; her optræder de første 13 som skrevet af Paulus, der netop er hovedpersonen i anden halvdel af Apostlenes Gerninger. De ægte Paulusbreve er de ældste skrifter i NT, fra begyndelsen af 50'erne. Tidligt blev også det anonyme Hebræerbrev regnet for et Paulusbrev, hvorved der blev 14 i alt, to gange syv. Afdelingen omfatter yderligere syv breve, nemlig Jakobsbrevet, to Petersbreve, tre Johannesbreve samt Judasbrevet, som, fordi de ikke har en bestemt menighed som adressat, almindeligvis kaldes "de katolske breve". Som effektfuld afslutning står NTs eneste apokalypse, nemlig Johannes' Åbenbaring, der optræder som en rundskrivelse til syv menigheder i det vestlige Lilleasien. Rækkefølgen, hvori de forskellige bøger optræder i NT, kan variere i de ældste bibelhåndskrifter, men lå forholdsvis tidligt fast.

Kriterier for optagelse

Bestemmende for, om et skrift kunne stå i NT (se kanon), var, at det var apostolsk, dvs. stammende fra en apostel eller en aposteldiscipel, og at det var i overensstemmelse med "trosreglen", dvs. udtryk for apostolsk kristendom. Disse kriterier forudsætter hinanden, og et tredje var nok så virksomt, nemlig udbredt brug i menighedernes gudstjeneste. Enkelte skrifter, der i dag henregnes til de apostolske fædre, regnedes til tider og nogle steder med og optræder i nogle tilfælde i de store gamle bibelhåndskrifter. I dag må det konstateres, at bortset fra de ægte Paulusbreve er forfatterangivelserne for evangeliernes vedkommende udtryk for senere tradition, for brevenes vedkommende resultat af pseudepigrafi, dvs. affattelse af skrifter i andres navn. Begge dele skulle tjene til at give skrifterne apostolsk autoritet. Eneste undtagelse er Johannes' Åbenbaring; spørgsmålet er blot, hvilken Johannes der er ment. Traditionen tillagde det Zebedæussønnen Johannes, som også blev tilskrevet forfatterskabet til Johannesevangeliet og Johannesbrevene. Hvor den videnskabelige disciplin nytestamentlig indledning (jf. isagogik) oprindelig lagde hovedvægten på ægthedsspørgsmålet med henblik på at skelne primært fra sekundært, tror i dag kun de færreste, at konstateringen af, at et nytestamentligt skrift har en falsk forfatterangivelse, skal få konsekvenser for dets plads i NT.

Sprog

Alle de nytestamentlige skrifter er originale græske skrifter, affattet på koine-græsk. Det gælder også Matthæusevangeliet trods en oldkirkelig overlevering om, at det skulle være en oversættelse fra hebraisk.

Teologi

Teologisk indeholder NT næsten lige så mange typer kristendom, som der er forfattere. Alligevel må det konstateres, at selvom enkelte skrifter som fx Matthæusevangeliet og Jakobsbrevet stammer fra jødekristne miljøer, repræsenterer de en afsvækket jødekristendom. NT er i den forstand den hedningekristne kirkes skriftsamling, at ingen af dets skrifter repræsenterer en udtalt jødekristendom.

Tilblivelsen af NT betød også en ændring i forholdet til GT, som i de første hundrede år af kirkens historie var dens hele Bibel, ganske vist tolket i lyset af troen på Jesus som Kristus. De enkelte nytestamentlige skrifter såvel som det samlede NT er dog ikke blevet til for at erstatte GT som Bibel, men tværtimod for at fastholde det som Bibel i en bestemt fortolkning. Se også artiklerne om de enkelte nytestamentlige skrifter og skriftgrupper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Müller: Det Nye Testamente i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133576