Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bjergprædikenen

Oprindelig forfatter NHyl Seneste forfatter Redaktionen

Bjergprædikenen, Jesu store tale til disciplene og folkeskarerne, gengivet i Matth., kap. 5-7. Som udformet dér er den dog Matthæus' redaktionelle værk, sammenstillet af Jesus-ord, der ikke alle er oprindeligt sammenhørende. Navnet Bjergprædikenen, der er brugt allerede af Augustin, sigter til, at den blev holdt på et bjerg: Som Moses havde talt ved bjerget Sinai, talte Jesus som en "ny" Moses på et bjerg.

Af indholdet kan fremhæves de ni indledende saligprisninger (Matth. 5,3-12), de seks antiteser, der er Jesu udlægning af Moseloven (5,21-48), bønnen Fadervor (6,9-13) og den gyldne regel (7,12: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" — en grundsætning, der også findes i andre religioner og kulturer end den kristne).

Uanset om teksten tolkes snævert som Jesu opfordring til sin samtid om at omvende sig før Gudsrigets komme eller som en formaning, der bygger på almene moralkriterier, stiller den præcise krav til mennesker om at tage deres almindelige livsform og omgang med hinanden op til radikal revision. I tidens løb er Bjergprædikenen blevet fortolket og anvendt på mange forskellige måder. Buddet om ikke at sætte sig til modværge mod det onde (5,39) var for Tolstoj det centrale budskab, der fik ham til at vende ryggen til stat, ejendom og kultur i en slags passiv etik. Tanken om, at det ideelle samfundsliv kun kan nås ved konsekvent at efterleve princippet om ikke-vold, findes tilsvarende fx hos Gandhi og Martin Luther King. I socialismen er Bjergprædikenen blevet forstået som revolutionær tale imod ejendom og samfund; for jakobinerne under Den Franske Revolution fremstod Jesus som "le bon sans-culotte". Men for det meste er Bjergprædikenen blevet betragtet som ikke-realiserbar efter ordlyden; på linje med filosoffen Kants "kategoriske imperativ" var Bjergprædikenen således at betragte som en anvisning om det rette sindelag. For Albert Schweitzer indeholdt den en foreløbig etik, kun gyldig i tiden inden Gudsrigets umiddelbare komme. For den kirkelige rettroenhed efter Martin Luther skulle Bjergprædikenen kalde på menneskenes syndserkendelse og dermed føre til styrkelse i troen på Jesus som den eneste retfærdige.

Annonce

I flere af disse tolkninger er det tydeligt, at den foruroligende kraft, der udgår fra Bjergprædikenens direkte tale, søges indskrænket mest muligt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Hyldahl: Bjergprædikenen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47795