Vætter er en række lavere guddomme i nordisk religion og i senere folkelig overlevering, fx folkesagn. Det er overnaturlige naturvæsener, småfolk, puslinger, der som "hverdagsguder" kan være knyttet til en egn, en familie eller lokaliteter som en høj eller en å.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fællesnordisk, jf. norrønt vættr 'væsen, ting', en afledning af indoeuropæisk *wekw- 'tale', egentlig 'det, der tales om'.

Til vætterne regnes gerne fx nisser, alfer, bjergfolk og dværge. Deres relation til mennesker er dobbelt: Behandles de godt, kan de gavne; behandles de dårligt, kan de volde skade eller drilleri. Forskellige taburegler skal overholdes i forbindelse med dem; tabureglerne omkring gårdboen eller nissen er talrige og lever i sekulariseret version helt til vore dage.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig