Paganisme er en international betegnelse for hedenskab eller bondereligion i tidligere perioder, fx nordisk religion i førkristen tid.

Faktaboks

Etymologi

af latin paganus 'bonde; som kommer fra en landsby', af pagus 'landsby, landdistrikt'.

Termen blev anvendt af kristne i Romerriget, først om lokale religioner, men efterhånden helt diffust om alle ikke-kristne religioner.

En paganistisk religionstype lægger vægt på frugtbarhed i agerbrug, husdyrhold og hos mennesker. Naturens kræfter er hellige og ofte symboliseret i guddommelige væsener.

Kontakten til kræfterne opnås gennem riter, der gennemspiller frugtbarheden i årets cyklus. Pagane religioner i nutiden har genoptaget disse panteistiske udtryksformer fra oldtiden, ofte i direkte efterligning af den tidligere religion. Det gælder fx asatro i nutiden (se også Forn Siðr).

Denne neopaganisme er endvidere en del af hele New Age-miljøet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig