Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nordisk religion og mytologi

Oprindelig forfatter JPS Seneste forfatter Redaktionen

Thor ankommer s.m. Loke, trukket af bukkene Tandgnjorst og Tandgrisner. Fra det første Valhalla-album (1979), tegnet af Peter Madsen.

Thor ankommer s.m. Loke, trukket af bukkene Tandgnjorst og Tandgrisner. Fra det første Valhalla-album (1979), tegnet af Peter Madsen.

nordisk religion og mytologi, en ikke særlig præcis betegnelse for den religion og mytologi, der dyrkedes i Norden (dvs. det nuværende Danmark, Island, Norge og Sverige samt områder, der var under indflydelse herfra) frem til kristendommens indførelse, der fandt sted over en ca. 100-årig periode fra ca. 960. Man møder hyppigt den opfattelse, at nordisk religion er den religion, man havde i Norden i vikingetiden, men det er ikke muligt at konstatere noget brud i religionen ved vikingetidens begyndelse ca. 800, og begyndelsestidspunktet for den religion, vi møder i det skriftlige kildemateriale, kan ikke angives. En række træk går givetvis tilbage til den tid, da indoeuropæerne udgjorde en mere eller mindre samlet kultur, og dermed mindst til 3. årtusinde f.Kr.

Kilderne

De kildemæssige forhold bevirker, at det i alt væsentligt er forholdene i vikingetiden, vi kan udtale os om. Foruden arkæologiske fund, herunder især gravfund og vigtigt billedmateriale, er der fra jernalderen (ca. 500 f.Kr.-ca. 800 e.Kr.) overleveret forskellige skriftlige beretninger via klassiske og senere, kristne forfattere. I disse møder vi en række gudenavne og får besked om forskellige rituelle skikke, hvis betydning dog som oftest forbliver dunkel. Sted- og personnavne i hele Norden kan også siges at være kilder, fx den udbredte brug af guden Thors navn (Torup, Thorsager etc.). Først med de middelalderlige tekster, der fortrinsvis er af islandsk oprindelse, får vi oplysninger om religion og mytologi "set indefra". De vigtigste kilder til mytologien er Den ældre Edda, en samling anonyme digte, hvoraf nogle, men ikke alle, stammer fra den hedenske periode, og Den yngre Edda, et værk forfattet ca. 1220 af islændingen Snorri Sturluson (jf. eddadigtning). De religiøse skikke fortælles der om i forskellige sagaer og i udenlandske iagttageres beskrivelser. Et problem er det imidlertid, at hovedparten af disse kilder stammer fra kristen tid og ofte er nedskrevet flere århundreder efter kristendommens indførelse. Disse kildeforhold er den vigtigste enkeltårsag til de store forskelle, der er i forskningens syn på den hedenske religion. Mens man frem til ca. 1880 havde en romantisk tiltro til kildernes pålidelighed, var nordmanden Sophus Bugge med til at vende op og ned på dette sidst i 1800-t. Hovedparten af kilderne blev nu læst i det lys, at de var blevet nedskrevet ud fra kristne forestillinger, og denne hyperkritiske indstilling varede ved til 1930'erne. Fra da af og frem til sin død i 1986 påviste franskmanden Georges Dumézil vha. sammenlignende indoeuropæiske studier, at en lang række mytiske træk imidlertid måtte række flere tusinde år tilbage i tiden. Endnu er det kildesituationen, der debatteres af mange forskere. De nordiske kilder er sammen med andet sagnstof hovedkilder til germansk religion (se germanere).

Eddadigtning. Bidske hunde bevogter porten i bjælkehegnet foran Gymers gård i Jotunheimen, hvor Skirner opsøger jættepigen Gerd. Tegning af Mogens Zieler i Martin Larsens udvalg af eddadigte Guder, Helte og Godtfolk (1954).

Eddadigtning. Bidske hunde bevogter porten i bjælkehegnet foran Gymers gård i Jotunheimen, hvor Skirner opsøger jættepigen Gerd. Tegning af Mogens Zieler i Martin Larsens udvalg af eddadigte Guder, Helte og Godtfolk (1954).

Mytologien

Nordboerne har tilsyneladende haft et forholdsvis konsistent billede af såvel kosmos' historie som af dets indretning. I det omfang, man ud fra de nævnte kilder kan sammenstykke de hedenske forestillinger om kosmos' udvikling og udseende, tager det sig ud på følgende måde.

Annonce

Mytisk tid. I begyndelsen eksisterede kun det store tomme rum, Ginnungagap, med en isverden i nord (Niflheim) og en ildverden i syd (Muspelheim). Da gnister fra syd mødtes med rim fra nord, dannedes et væsen, Ymer, som er stamfader til jætterne, idet han med sig selv avlede børn. Ymer levede af mælk fra koen Audhumbla, der selv levede af salt fra sten. Da Audhumbla slikkede stenene, voksede en mand frem, som hed Buri, asernes stamfader. Buris sønnesønner Odin, Vile og Ve dræbte Ymer og skabte Kosmos af ham. Aserne formerede sig og levede i begyndelsen i en art guldalder. Herefter fulgte en hændelse, der i kilderne er uklar, men som udgør et radikalt brud med guldalderen. Det indebærer bl.a., at den første krig i verden finder sted, nemlig den mellem de to gudeslægter, aser og vaner. Den følgende lange periode er præget af en "terrorbalance" mellem guder og jætter, hvor guderne takket være Odins intellektuelle og Thors fysiske evner formår at holde jætterne i skak. Det er i denne periode, at hovedparten af de kendte myter udspiller sig. Overgangen til den mytiske nutid, dvs. den tid, hvor den nuværende verdenstilstand er en realitet, finder sted ved drabet på Balder, udført af den blinde Høder, men udtænkt af Loke. Denne tid karakteriseres ved, at den gode Balder er i Hel, mens Loke holdes lænket. Det er i denne periode, at menneskene lever. Endnu fungerer verden, men når fimbulvinteren (den mægtige vinter) sætter ind, vil Jorden gå under i Ragnarok. Jætterne vil angribe guders og menneskers verden, og alle, bortset fra et enkelt menneskepar og sønnerne af de gamle guder, vil blive dræbt. Verdenstræet Yggdrasil brænder, og Jorden synker i havet. Men en ny Jord, hvor markerne vil spire usåede, vil stige op, og nye slægter bebo den. Om denne verden er evig eller blot er begyndelsen til et nyt verdensforløb, er usikkert.

Det mytiske rum. Jorden opfattedes som en skive, hvorover Ymers hjerneskal hvælver sig som himmel. På denne skive ligger de forskellige verdener uden om hinanden. I midten er Yggdrasil, udenom er gudernes verden, Asgård. I denne verden findes også Odins bolig, Valhal, hvor de døde krigere lever den ideelle krigertilværelse. Udenom ligger Midgård, hvor menneskene bor, og udenom igen Udgård, hvor jætterne hører hjemme. Yderst er verdenshavet, hvor Midgårdsormen ligger og bider sig selv i halen. Underverdenen er beboet af forskellige væsener som dværge og alfer, og dér er dødsriget Hel, et trist og skummelt sted, der i enhver henseende er Valhals modsætning.

Odin med ravnene Hugin og Munin og en ulv ved hver side. Tegning af Constantin Hansen, 1854.

Odin med ravnene Hugin og Munin og en ulv ved hver side. Tegning af Constantin Hansen, 1854.

Guderne.Odin er kongen blandt guderne, og uden om ham grupperer en broget flok af skikkelser sig, heriblandt Tyr, som er tingets gud, Balder, hvis eneste funktion tilsyneladende er at dø, Thor, som er kaosbetvingeren par excellence, og Frej, som råder for frugtbarheden. Af gudinderne er de vigtigste Frejs søster, Freja, og Odins kone, Frigg. Loke er egentlig af jætteslægt, men lever hele sin mytiske tilværelse blandt guderne dels som trickster, dels som deres mægtigste fjende. Ved siden af disse stærkt individualiserede skikkelser har der eksisteret en række kollektive grupper af guddomme (valkyrier, norner, diser, alfer, vætter mfl.), hvoraf nogle har haft at gøre med frugtbarheden, andre med krigen, og andre igen har haft ganske uspecificerede funktioner.

Ritualerne

Om ritualerne er vi dårligere underrettet, men vi ved, at der har eksisteret betydningsfulde, centrale kultsteder, fx Uppsala og Lejre, hvor man ved store fester har foretaget ofringer af både dyr og mennesker. Hovedparten af den religiøse dyrkelse har imidlertid fundet sted i privatkulten og har vel snarere været rettet mod de kollektive grupper af overnaturlige væsener end mod de individuelle guder. Herudover har magiske aktiviteter været meget udbredte, bl.a. sejden, som indeholdt en del shamanistiske træk, og som tit må have haft karakter af divination. Det har været diskuteret, om der eksisterede egentlige templer, men kulthuse af forskellig art havde man uden tvivl. Kilderne bruger tre forskellige begreber for kultsteder, hov, hørg og vi; måske hovedsagelig naturhelligdomme eller i kildeangivelsen så påvirket af, at der fandtes kristne kirker på nedskrivningstidspunktet, at det må siges at være usikkert. Det er ligeledes diskutabelt, om man har haft fuldtidspræster. Derimod ved man, at kongen eller den lokale leder var ansvarlig for den offentlige kult, mens familiemedlemmerne stod for den private.

Videreleven

Efter kristendommens indførelse ophørte hedenskaben med at eksistere som samlet religiøst system. Ikke desto mindre levede mange elementer videre i den såkaldte folketro i form af skikke og fortællinger. I 1900-t. har man endvidere set forsøg på at genoplive selve den hedenske religion, bl.a. i Island, hvor gruppen Ásatrúarmenn siden 1970'erne har opnået en vis udbredelse. Se også asatro.

Virkningshistorie

Læs om den nordiske mytologis virkningshistorie i dansk kultur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Schjødt: nordisk religion og mytologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132647