Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aser

Oprindelig forfatter CJen Seneste forfatter Redaktionen

aser, den nordiske mytologis kollektiv af guder. Blandt de betydeligste er Odin, Balder, Thor og Tyr; de kvindelige guder kaldes asynjer. Guderne blev dyrket ved offerkult i Norden indtil 1000-t. Aserne bor i Asgård i centrum af det kosmos, de selv har skabt, og som de forsvarer mod jætterne, der er kaosmagterne; i deres oprindelse er aserne dog tæt forbundne med jætterne.

Asernes forhold til den anden gudegruppe vanerne fremgår af myter om deres indbyrdes stridigheder og endelige forsoning. Heri har forskere set historiske hændelser afspejlet; strukturelt set har forholdet mellem aser og vaner mytiske paralleller hos andre indoeuropæiske folk.

Teorier om at fortællingerne om aserne er en mytologisering af historiske hændelser vedrørende folkeslag fra Kaukasusområdet har ikke vundet bred anerkendelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Jensen: aser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40814