Mystik og mysticisme bruge i dagligsproget om noget mærkeligt og hemmelighedsfuldt – ofte på en måde, der udtrykker afstandtagen. Der findes ingen præcis og alment accepteret bestemmelse af mystik og mysticisme.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mystik kommer af græsk mystikos 'mystisk', afledt af myein, se mysterium.

I åndshistorien er begrebet mystik blevet præget og udviklet gennem såvel klassisk græsk filosofi som kristendommen og andre religioner.

Begrebet mystik betegner generelt:

  1. En tro på, at det er muligt at opleve eller opnå en forening med det guddommelige, det værendes urgrund, intetheden eller altet (kosmos).
  2. En tro på, at det er muligt at udøve særlige erkendeevner, der ligger på kanten af eller uden for sindets normale evner.
  3. Beskrivelsen af disse tilstande eller oplevelser, ofte i metaforisk eller digterisk form.

Mystik i antik filosofi

Ordet mystik var oprindelig nøje knyttet til mysteriereligionerne og omfattede således den indviede "mystikers" erfaring af en højere virkelighed i et kultisk fællesskab; det antog derfor betydningen skjult eller hemmelig. I filosofisk sammenhæng optræder ordet først sent, men begrebet er genkendeligt fra græsk tænknings tidligste faser, fx hos pythagoræerne og Parmenides. Det er karakteristisk, at mystik ikke står i modsætning til rationalitet, men tværtimod begrunder den; Parmenides har således modtaget en guddommelig åbenbaring, der udmøntes i rationel, logisk tænkning.

Platon og mystikken

Platons filosofiske grundholdning er præget af mystik, men den pludselige "skuen" (fx af det gode) forudsætter en forudgående rationel, dialektisk tænkning, som det fx fremgår af Diotimas tale i Symposion. Her og andetsteds kan Platon bruge mysteriesproget til at anskueliggøre den højeste, ordløse indsigt, men det er billedtale, og filosofisk mystik fremstår som et alternativ til religiøs mystik.

Den platoniske og den stoiske tradition

Den forening af den platoniske og den stoiske tradition, som den jødiske filosof Filon fra Alexandria repræsenterer i begyndelsen af 1. årh. e.v.t., er båret af en personlig, mystisk gudserkendelse. Filon er hovedrepræsentant for den "mystisk"-allegoriske bibelfortolkning. Den vidt udbredte mystiske tradition i romersk kejsertid inddrager filosofiske elementer, men i de forskellige gnostiske systemer ligger hovedvægten på en mystisk-mytisk verdensforståelse.

Plotins mystiske oplevelser

Nyplatonikeren Plotin skildrede i 200-tallet egne mystiske oplevelser i et suggestivt billedsprog, men han skelnede nøje mellem personlig oplevelse og rationel argumentation. De to erkendeformer vedrører det samme (indsigten i det højeste metafysiske princip, det ene), de forudsætter hinanden og forløber parallelt, men Plotin bruger ikke sin personlige oplevelse som et argument for en metafysisk oplevelse, og der er ingen genvej til mystik uden om filosofi.

For Plotin er erkendelsen af det højeste mulig, fordi bevidstheden har skjulte resurser, selverkendelse er gudserkendelse. Denne linje fortsættes i byzantinsk teologi. Augustin kan derimod nok skildre oplevelser farvet af mystik, men han tager bestemt afstand fra, at mennesket skulle kunne forenes med Gud.

Mystik i kristendommen

Mystik (Kristendommen), Klassiske kristne tekster forstår mystik eller mystisk teologi (lat. theologia mystica) som forberedelse til og reaktion på at leve i et umiddelbart gudsnærvær. En sådan erfaring bevidnes at være modtaget direkte og umedieret, selvom den oftest er forbundet med afsondrethed, askese, meditation, visioner og ekstase.

Vidnesbyrd findes fx hos Bernhard fra Clairvaux (1100-tallet), Mechtild fra Magdeburg og Gertrud af Helfta (1200-tallet) og Mester Eckhart (ca. 1300). Kritik af kristen mystik har ofte været rettet imod det selvfrelsende og elitære aspekt, at kun enkelte udvalgte mennesker således kan opleve at blive ét med Gud.

Med 1500-tallets spanske mystik (Teresa de Jesús, Juan de la Cruz) begyndte en udvikling, der efterhånden bestemte vestlig opfattelse af mystik som usædvanlige bevidsthedstilstande.

Mystisk teologis indøvelse i at opfatte sig selv og verden som omfattet af Guds mysterium (Jakob Böhme) afløstes af mere generelle forestillinger om særlige bevidsthedstilstande af udvidelse, forening og emancipation, der uafhængigt af troslære overvinder de sædvanlige barrierer både mod det absolutte selv og det ubevidste selv (jf. den amerikanske psykolog William James, ca. 1900).

Mystik som religiøs grundoplevelse

Begrebet mystik bruges ofte om en udbredt religiøs grundoplevelse af jegets eller selvets forening eller sammensmeltning med og opgåen i altet eller det guddommelige. I monoteistiske religioner kan dette virke stærkt provokerende på omgivelserne, jf. fx henrettelsen i 922 af sufien al-Hallaj i Baghdad eller den pavelige fordømmelse i 1329 af 28 sætninger i Mester Eckharts skrifter.

Naturmystik og klostermystik

Man kan skelne mellem to typer af mystisk oplevelse. Naturmystik kan komme som en helt spontan og uforberedt sanseoplevelse med åbenbaringens karakter, fx i forbindelse med naturen, og åbne for evighedsfølelser. Naturmystikken kan være en engangsoplevelse.

I klostermystikken kan der derimod benyttes bestemte metoder og oplæringer i en religiøs mystik, fx i et kloster. Blandt midlerne kan nævnes sansekoncentration, musik, fast rytme, åndedrætsøvelser, bøn (se fx hesychasme), askese og euforiserende stoffer. Bevidstheden tømmes, viljens kontrol ophæves under meditation og kontemplation, og jeget forenes med selve oprindelsen, Universet sanses som en enhed. Mødet med enheden kan tolkes forskelligt: upersonligt eller som en guddom/Gud.

Mystikken i sproget

Oplevelsen er principielt uudsigelig, men kan søges tilnærmet med metaforer (lys, drik, eros) eller paradokser (både fylde og tomhed, ubevidst bevidsthed, udødelig død); fælles er, at den nye virkelighedsdimension, mystikeren oplever, tolkes som den sande virkelighed. Se fx bhakti, dao, zenbuddhisme, jødedom (kabbala), hermetisme, gnosticisme, sufisme.

Mystikken i moderne forskning

Med afvisning af utolket erfaring uden sproglig og kulturel information fokuserer moderne forskning på traditionsforskellene mellem de enkelte religioners mystik. Nogle nutidige forskere inddrager empiriske data fra psykologi og neurofysiologi, de fleste uden at ville hævde nogen kausal relation mellem forandrede bevidsthedstilstande og forskellige former for stimuli af nervesystemet.

Kunstnerisk inspiration er en oplevelse, der ofte har mystikkens karakter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig