Attis er i den græske mytologi en ung naturgud, som var frugtbarhedsgudinden Kybeles elsker. Den frygiske version af myten om ham fortæller, at Attis havde svoret gudinden evig kyskhed, men at han brød dette løfte og til straf mistede sin forstand.

Han flygtede ud i bjergene, hvor han kastrerede sig selv og døde. Ved en årlig fest genoplevede Kybeles kastratpræster (galloi) hendes søgen efter Attis og sorgen over hans død. Kulten udviklede sig til en frelsesreligion med Attis som mønster på individets frelse fra verden, og den fik stor udbredelse i Romerriget i de første århundreder e.v.t.

Attis har mange lighedspunkter med Adonis, Atargatis og tilsvarende nærorientalske frugtbarhedsguddomme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig